Hun var kun 14 år, da hun første gang blev ramt af en "hatestorm": "Jeg var overrasket over, at det blev så personligt"

Jeg tror, at jeg er blevet hurtigere voksen end andre på min alder. Det bliver man lidt nødt til, når man går ind i debatten som aktivist i en så ung alder, som jeg gjorde.

Det kræver modenhed – både at se krisen i øjnene, men også at holde fast i dig selv og dit budskab, når der står nogle voksne og fortæller dig om vækst og arbejdspladser.

Jeg kan godt savne den barnlige naivitet, jeg havde, da jeg startede ud som aktivist. Jeg var drevet af en frustration og uretfærdighed, og for mig var budskabet meget enkelt: Vi står i en gennemgribende klimakrise, og der er brug for, at vi reducerer vores CO₂-udledninger.

Jeg tror, at den naivitet, som ungdommen har, kan være en kæmpe styrke. For så er klimakrisen jo heller ikke mere kompliceret.

Det var også det budskab, jeg havde i hovedet, da jeg som 14-årig gik i “Debatten” på DR2 og debatterede mod en række politikere.

Jeg var lidt ligeglad med, hvilken platform det var, eller hvilket politisk spil,der var i gang. Jeg tænkte: “Jeg skal jo bare ind og sige, at vi bliver nødt til at gøre noget.”

Jeg havde aldrig debatteret før, og det var måske ikke det fedeste rum at have sin første debat i, når man tænker på, at programmet har flere 100.000 seere. Men jeg synes, det gik fint.

Efterfølgende klippede de nogle videoer sammen af mig og Alex Vanopslagh til Facebook, som så gik viralt. 2,5 millioner mennesker så dem. Og jeg blev ramt af en kæmpe hatestorm. Det er voldsomt at blive kaldt sexistiske og aldersdiskriminerende ting og sidde og rydde op i døds- og voldtægtstrusler som 14-årig.

Jeg havde tænkt, at der kunne være folk, der var uenige i mit budskab, men jeg var overrasket over, at det blev så personligt.

Set i bakspejlet er det måske mærkeligt, at det ikke fik mig til at stoppe, men jeg tror mest af alt, det fik mig til at forstå, hvad mit køn betyder for min aktivisme.

Det fik det mig til at have fokus på endnu en kamp: Den, du kæmper som ung kvinde, der deltager i den offentlige debat.

Det var der, jeg begyndte at knytte den feministiske kamp sammen med klimakampen. Fordi begge dele handler om en mere retfærdig fremtid, og fordi unge kvinder, der taler om klima, virkelig kan pisse folk af.

Følelsen af uretfærdighed og frustration blev til vrede. Både mod magthaverne, men også mod mennesker i mit liv, som levede en meget klimaskadelig livsstil. Men jeg har lært, at det ikke nytter noget at pege fingre. Man skubber folk væk fra kampen, og det er så vigtigt, at vi trækker dem til.

Man bliver nødt til at møde folk med omsorg. Hele klimakampen handler jo om omsorg for vores jord og for hinanden. Det bliver lidt paradoksalt, hvis man som aktivist ikke kan yde omsorg over for andre eller over for sig selv.

Første gang jeg mærkede vreden, stod jeg på Christiansborg Slotsplads. Det var min første klimademonstration, og overalt omkring mig var der unge mennesker, der råbte: Vi vil have en grøn retfærdig fremtid!

Det var en vild følelse. Jeg tror, jeg havde været bange for at se klimakrisen i øjnene, men det, at der var så mange mennesker, der var klar til at kæmpe, gjorde, at jeg turde forholde mig til det.

Da jeg hørte talerne og forstod, at der ikke var nogen magthavere, der gjorde noget, tænkte jeg: Okay, jamen, så bliver vi da nødt til det.

Det var fire drenge fra 3.g, der stod for klimademonstrationerne på det tidspunkt. Jeg gik selv i 7. klasse og fandt dem ret intimiderende. Men kort efter demonstrationen gik jeg op til dem og spurgte, om det var muligt at være med.

I lang tid efter rendte jeg rundt efter dem og kom til at dukke op på forkerte lokationer, når der var møder. Men en dag kom jeg med til et møde og spurgte, hvad jeg kunne gøre. De sagde, at jeg kunne tage et interview til TV 2. Og så startede det hele.

Vreden, frygten og uretfærdighedsfølelsen er der stadig, men nu er der også kommet en form for håb, der er med til at drive mig. Jeg tror, det er en overlevelsesmekanisme – at finde et håb.

Selv om håbet er et nemmere udgangspunkt end vreden, vil jeg gerne holde fast i noget af min vrede. Og jeg kan heller ikke lade være med det, f.eks. når en tredjedel af Pakistan står i vand, uden at medierne eller politikerne taler om det. For håbet kan også blive en sovepude.

Det oplever jeg, at det bliver for politikerne, når de med den ene hånd klapper af ungdommen og med den anden underskriver sorte aftaler igen og igen.

Der er også dage, hvor det er håbløsheden, der fylder.

Jeg bruger mine følelser aktivt i min aktivisme, men så bliver man også nødt til at forholde sig til krisen de dage, hvor det ser sortest ud: Når der udkommer dystre rapporter eller bliver indgået uambitiøse klimaaftaler.

Fællesskaberne er det, der holder mig kørende.

Som aktivist kan du føle, at ansvaret ligger på dine skuldre, men jeg ved, at der i de klimaaktivistiske fællesskaber, jeg er en del af, er nogen til at tage over, når jeg bliver tynget for meget af den klump, jeg har i maven – indtil jeg er klar til at komme tilbage.

Selvfølgelig er der ting, jeg går glip af i forhold til at være ung. Jeg kan godt misunde andre på min alder at have en ungdom, hvor det, der fylder, er at være god i skolen, eller hvad der skete til sidste gymnasiefest.

Jeg er også i en alder, hvor folk begynder at snakke om, hvad de gerne vil i deres sabbatår eller med uddannelse. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid, fordi jeg er bange, og fordi jeg ved, at klimaforandringerne kommer til at styre, hvilke valg jeg kommer til at tage.

Men jeg ser det også som en befrielse ikke at være fanget i den individualisering, der bliver hevet ned over ungdommen, hvor vi hele tiden skal gøre os selv bedre.

Det kan nogle gange være nemmere at træde et skridt tilbage og fokusere på, hvordan vores samfund og omverden kan blive bedre.

Jeg er også i en alder, hvor folk begynder at snakke om, hvad de gerne vil i deres sabbatår eller med uddannelse. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid, fordi jeg er bange, og fordi jeg ved, at klimaforandringerne kommer til at styre, hvilke valg jeg kommer til at tage.

Men jeg ser det også som en befrielse ikke at være fanget i den individualisering, der bliver hevet ned over ungdommen, hvor vi hele tiden skal gøre os selv bedre.

Det kan nogle gange være nemmere at træde et skridt tilbage og fokusere på, hvordan vores samfund og omverden kan blive bedre.