https://imgix.femina.dk/media/35b1efeee6d24e90bc613ab83af7aff2.jpg
Selvudvikling

Hvorfor har jeg smerter under samleje?

19. august 2009
af Søs Wollesen
Foto: All Over
Mange går ikke til lægen, men isolerer sig med smerterne og vælger den intime kontakt fra

Kan en pige på 24 år komme igennem her på siderne? Jeg spørger, eftersom min læge synes, mit problem er lidt fjollet, og at jeg skal tænke på noget andet. Jeg har meget kraftige smerter, når jeg går i seng med min kæreste. Det er ligesom sandpapir og nåle - på én gang. Sådan kan jeg bedst beskrive mine smerter. Jeg viger uden om nærkontakt og vil helst bare tilfredsstille ham, men det synes han ikke er nok. Mit seksualliv er startet sent, forstået på den måde, at han er mit første længerevarende forhold (ét år). Hvad er det mon, og hvad kan jeg (vi) gøre?
Jette

Allerførst: Der er ingen aldersgrænser i denne brevkasse. Dernæst: Du skal se at komme i kontakt med en behandler, som vil tage dig seriøst! For dine smerter er virkelige, og der er en del kvinder, der har det som dig. Mange går ikke til lægen, men isolerer sig med smerterne og vælger den intime kontakt fra. Sådan behøver det ikke at være. Vulvodyni og vaginisme er to tilstande, der kan give voldsomme smerter og til sidst næsten umuliggøre underlivsundersøgelser og samleje. Vulvodyni er en tilstand med uforklarlige smerter ved kønslæberne og skedeindgangen. Tilstanden er ikke ondartet og udvikler sig heller ikke til at være det. Der er enkelte gynækologiske klinikker, der arbejder specifikt med denne diagnose, men til det har du brug for en henvisning. Der er nogle få gynækologer, som anvender akupunktur og akupressur som del af behandlingen. Vaginisme er ufrivillige skedekramper omkring den yderste tredjedel af skeden. Samtaler (med psykolog eller psykoterapeut) og nogle specifikke øvelser med stave, som udvider skeden (og tålmodighed), har hjulpet mange af med denne tilstand. Du kan læse mere på www.nva.org (ikke dansk) og www.apoteket.dk
Søs

https://imgix.femina.dk/legacy/media/aa93dc5c998540d499589dcbc1e44c30.jpg

Spørg om krop
Søs Wollesen er læge, zoneterapeut og akupunktør. Har du et spørgsmål til Søs, kan du skrive til hende på sos@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også