Du ser da slet ikke syg ud

Det er lige gået op for mig, at sygdom skal være synligt på en ganske bestemt måde for at kunne karakteriseres som sygdom. Det er ikke nok, at en person siger, at han eller hun er syg, nej - man skal kunne SE det. For nylig kom jeg i kontakt med en kvinde, som havde frygtelig brug for en hjælpende "hånd" fra det offentlige - fra det, som vi kalder for den danske velfærdsmodel, og som er et system, mange mennesker nyder godt af. Og heldigvis for det.

Kvinden var midt i livet, og midt i en svær periode - så svær, at hun var blevet syg af den. Hun havde fået angst og kunne ikke længere passe et arbejde. Selv om det forhåbentlig kun var for en periode, fortalte hun mig, hvordan hun i den grad følte sig mistænkeliggjort i vores system, og eksemplificerede ved at fortælle om en sagsbehandler, der på et tidspunkt havde set et foto af hende på nettet og derefter konstateret, at hun da ikke så spor syg ud på det billede, og at hendes kontanthjælp derfor måtte bringes til ophør. Det havde selvfølgelig stresset hende i en sådan grad, at hun havde været tæt på at bryde fuldstændig sammen. Heldigvis gik det ikke så galt, for der var andre, der også havde noget at skulle have sagt. Historien irriterede mig imidlertid og blev ved med at vende tilbage i mit hoved. Selv om der selvfølgelig ikke er plads til alle detaljer her, er essensen af historien, at en person sidder og kigger på et fotografi af en anden person, og ud fra det mener vedkommende at kunne diagnosticere, hvorvidt personen på billedet er syg eller ej, hvorefter samme person stiller sig til dommer over, hvorvidt et andet menneskes smerte bør tages alvorligt eller ej. Og det er i grunden ret vildt.

Et par dage efter sidder jeg sammen med min mor og fortæller hende om kvinden og sagsbehandleren og spørger i al min oprigtige undren ud i luften: "Hvad får dog et menneske til at gøre den slags, til at tænke på den måde ..." Min mor kvitterer med at fortælle mig en historie, fra dengang hun var sygeplejeelev i Randers for herrens mange år siden. Her oplevede hun, at en mor til tre børn blev indlagt med uhelbredelig livmoderkræft. Hun skulle dø, og hun vidste det. Hendes børn kom aldrig og besøgte hende, for det var ikke velset med børn på hospitaler dengang, og mens hun fik dagene til at gå med at læse romanblade og se fjernsyn, blev hun langsomt svagere og svagere og fik flere og flere smerter. En dag bad hun om noget ekstra smertestillende, fordi hun havde så frygtelig ondt, hvilket min mor straks ville hjælpe hende med. Men da min mor gik ind til oversygeplejersken for at skaffe kvinden noget mere smertestillende, svarede oversygeplejersken: "Det skal hun ikke have. Hun ligger jo bare dér og læser romanblade, og så kan hun vel ikke være så syg ..."

Altså en forestilling om, at hvis man kan læse romanblade, kan man ikke være syg. Min mor havde aldrig glemt den historie og tænkte stadig den dag i dag på den. Sådan tror jeg også, jeg vil have det med historien om kvinden, som led af angst, selv om sagsbehandleren ikke lige kunne få øje på den på fotografiet.

Og det er jo ikke, fordi man ikke selv har en rem af huden ... jeg kan da nok mindes at have sagt engang, at en eller anden ikke så frygtelig syg ud, selv om vedkommende lige havde antydet ikke at have det så godt. Hvis jeg nogensinde igen får trang til at udtale mig om en andens oplevelse af smerte og sygdom, vil jeg love mig selv at tænke på kvinden med angst eller hende fra for længe siden med romanbladet.
Kærlig hilsen
Renée