https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/renee-toft-simonsen-3-kopi-2.jpg
Selvudvikling

Ikke i aften skat, far har hovedpine

21. december 2009
af Renée Toft Simonsen
Hvordan fik mændene solgt den der historie med ”hun har hovedpine” som en sandhed til os alle sammen?

Sad endnu en gang og "kaffede den" med en god veninde på en café i den indre by. Og endnu en gang faldt talen på det vigtige sexliv. Og vigtigt, det er det, især for os kvinder, det finder jeg mere og mere ud af. Eller er det bare sådan, at kvinder, der har rundet de 40, synes, det er rigtig vigtigt? Hmm, skal jeg ikke kunne sige, de fleste veninder, jeg har, er jo på min alder, så jeg kunne da være nysgerrig på, om det også gælder for kvinder i 30'erne?

Kan det passe, at det kun er kvinder, der er 10 år længere fremme i processen, der vil have mere sex end deres mænd? I grunden giver det mening, at det er kvinder over 40, der sukker og mangler. Børnene er blevet større og gider ikke mors nusseri længere, og så opstår der pludselig både tid og rum til at være tæt på hinanden i parforholdet.

Men emnet, vi havde på bordet, var ikke kun sex, men manglen på samme. Han gad ikke ret meget, hendes mand, og hun længtes bare sådan efter at blive knaldet op ad væggen og blive knaldet, for at sige det ligeud. Jeg spurgte lidt ind til tidsintervallerne for begivenheden. De var nærmest chokerende og skal ikke afsløres her, men de var lange, tro mig.

Og det er ikke første gang, jeg hører den historie, at HUN får for lidt, af det hele. Ikke kun fra folk, jeg taler med, men også fra breve her i brevkassen. kvindernes historier ligner hinanden. Det med sex drukner i hverdag og stress, han gider ikke og finder hende krævende og anstrengende. De kan åbenbart være svære at motivere, herrerne, og det kunne man jo sagtens filosofere over grunden til? Har de og vi for travlt? Har vi kastreret dem? Er vores måde at være i parforhold på ikke befordrende for den mandlige seksualitet? Eller glemmer vi at tage vare på seksualiteten, mens børnene er små? Hvor er det lige, det er gået galt for det moderne menneske, så noget så basalt som seksualiteten er det første, vi nedprioriterer?

Jeg ved det ikke, det er sikkert lidt af det hele og mere til, men galt virker det. Da jeg gik derfra, tænkte jeg også på, hvordan mændene nogensinde fik solgt den der historie med "hun har hovedpine" som en sandhed til os alle sammen? Som jeg forstår det, har den ikke meget på sig (medmindre man har småkravl, selvfølgelig). Så jeg tror da lige, vi skal have ændret historiefortællingen til "ikke i aften skat, far har hovedpine".
Kærlig hilsen
Renée

Læs også