https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/sundhed/2015/februar/vand612.jpg
Sundhed

Forældres sundhedsflip kan gøre børn utålelige

19. marts 2015
af Anne Romanelli
Foto: Pantherstock
Flere og flere går voldsomt op i træning og sundhed – men det skal man passe på med som forælder. For det kan gå ud over børnene, mener familievejleder Lola Jensen.


Mest læste artikler på MAMA.dk

Denne aldersgruppe fødte mest i 2014 Her er hemmeligheden bag velopdragne børn Problematisk at tale om en gennemsnitsfødsel

Det er godt at have en sund livsstil - også som forælder. For så er man jo et godt forbillede for sine børn.

Men fokuseringen på sundhed kan også tage overhånd og i sidste ende have negativ indflydelse på børnene, mener familievejleder Lola Jensen.

- Der er mange, som fortsætter med at have store personlige mål, efter de er blevet forældre, såsom at træne op til maraton eller at forsøge tabe sig og spise sundt. Men for meget tid med træning går ud over børnene. Der er ikke meget ved en far, som stikker hovedet ind i stuen efter arbejde og siger hej, inden han fortsætter ud af døren igen iført løbesko. Eller en mor, der står med hovedet indover sin iPad, imens hun laver mad for at tjekke, hvor mange kalorier hun nu må spise. Så er det altså bedre at have lidt ekstra på sidebenene og have tid til sine børn, siger hun til b.dk.

Børn har behov for nærvær

For netop tiden med børnene er utrolig vigtig, da den er med til at lære dem, hvordan man opfører sig og skaber sociale relationer, understreger Lola Jensen.

- Børn har behov for ting som mad, søvn osv. Men de har saftsuseme også behov for noget nærvær og samvær. Børn er ikke forprogrammerede. Tværtimod skal man som forældre lære børn alt det, de i fremtiden får brug for. Hvordan man taler til hinanden, hvordan man drager omsorg, og hvordan man i det hele taget fungerer socialt med andre, siger hun.

Børn kan blive utålelige voksne

Lærer børnene ikke dét, kan de ligefrem blive utålelige som voksne, mener familievejlederen.

- Man risikerer, at børnene vokser op og bliver til utålelige voksne. Voksne, der ikke opfører sig ordentligt overfor hinanden, råber i trafikken, eller ikke holder døren for andre. Kort sagt voksne, der mangler empati og situationsfornemmelse. Den slags voksne er der allerede en del af. Børn lærer allerbedst, hvordan de skal begå sig af deres forældre igennem helt almindelige hverdagsting, pointerer hun.

Én egoaktivitet om ugen

Det betyder dog ikke, at man behøver at droppe træningen og det personlige frirum helt.

- Jeg plejer at sige, at man gerne må dyrke en 'egoaktivitet' om ugen, når man har småbørn. Det ville være endnu bedre, hvis man dyrker sine aktive interesser sammen med sine børn. Det er fantastisk, hvis man kan inddrage dem i noget fysisk og sjovt, siger Lola Jensen.

Læs også