Få baby til at sove igennem
Sundhed

Få baby til at sove igennem

Min datter er ni måneder. Hun vejer 8,5 kg og er 74 cm. Hvert eneste måltid, jeg skal give hende, er et mareridt: Jeg kan kun få mad i hende, hvis det

Min datter er ni måneder. Hun vejer 8,5 kg og er 74 cm. Hvert eneste måltid, jeg skal give hende, er et mareridt: Jeg kan kun få mad i hende, hvis det er skemad, og hun selv sidder med noget i hånden, hun kan gnave af, fx en skorpe, kiks eller noget brød.
Hun åbner fint munden og tager skemaden, men på et tidspunkt bliver hun tørstig, hun får noget at drikke, og så går det galt. Jeg tror, hun får slugt så meget luft, at måltidet slutter, inden hun er blevet mæt. Hun kaster sig tilbage i stolen og prøver at strække sig helt ud. Nogle gange kommer der en bøvs, andre gange går der meget lang tid, inden hun får slået bøvser, så hun kan blive rolig igen.
Endvidere døjer hun med hård mave, hvilket også tager appetitten fra hende. Hvordan får jeg brudt det mønster - eller går det over af sig selv? Kan jeg forvente, at hun kan spise sig mæt til måltiderne uden at få flaske bagefter? Som det er nu, supplerer jeg med flaske efter måltidet. Hun drikker heller ikke så meget af flasken, for der sker det samme med at sluge luft.
Hun starter snart i vuggestue, og det bekymrer mig meget, hvordan det skal gå. Hvad nu, hvis hun ikke får spist sig mæt - så er der lang tid til næste måltid. Hun vil kun have flaske af mig, kan hun mon acceptere at få flaske eller mad af andre end mig?
Indtil for fire uger siden sov hun igennem om natten uden at få mad. Så begyndte hun at vågne meget og havde brug for en flaske, som hun fik, fordi det bekymrede mig, at hun næsten ingenting spiste i løbet af dagen. Nu er jeg begyndt at afvænne hende og kun tilbyde vand, for hun skal vel kunne indtage føde nok om dagen, så hun ikke behøver mad om natten?
Jeg har kæmpet en uge nu, og hun vågner stadig fem-seks timer efter, hun er puttet, og vil have mad. Jeg kan så sidde en time med hende, hvor hun bare er så gal og ked af det, inden hun giver op og sover videre. Jeg er meget træt og orker ikke mere, så jeg tænker, om jeg skal fortsætte - om jeg kan forlange, at hun sover fra otte om aftenen, hvor hun får 200 ml vælling, til næste morgen ved syvtiden, hvor hun normalt vågner?
Maiken Lundgren

Kære Maiken
Den beskrivelse, du giver af din datter på ni måneder, vil mange andre forældre kunne nikke genkendende til. Det er nemlig helt almindelig adfærd for børn i den alder. Det er også helt almindeligt, at børn spiser mindre mængder, når de kommer på fast føde.

Det kan godt være, at din datter sluger luft under måltidet, men jeg tror hverken, der er noget galt med hende, eller at det har noget med hendes adfærd at gøre.
Jeg tror derimod, du bliver nødt til at ændre på dine egne forventninger til din datters spisevaner. Drop bekymringerne og kampene - det skal nok gå, også når hun kommer i vuggestue.
Tilbyd hende tre hovedmåltider og to mellemmåltider i løbet af dagen, og lad hende selv bestemme hvor meget, hun vil spise. Når hun begynder at kaste sig tilbage i stolen, så synes jeg, du skal afslutte måltidet. Øv jer mange gange om dagen med koppen, og trap ned med flasken i takt med, at hun bliver dygtigere til at drikke af kop. Giv hende lidt ekstra vandholdig frugt som melon og mango for den hårde mave.
Med hensyn til natmåltid, så er det helt almindeligt, at børn i den alder stadig har behov for en flaske, efter de har sovet fem-seks timer, så jeg synes, du skal tillade din datter at få den. Den er hurtig at give, og så får I begge en rolig søvn resten af natten.
Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
Vil ikke have normal mad
Sover for tidligt i vuggestuen

Læs mere om: