hvad er kighoste
Sundhed

Bleskift - sådan gør du

4. december 2008
af Ulla Nielsen
Bleskift - i tvivl hvordan og hvornår? Læs mere her.

De første måneder skal den nyfødte skiftes ofte, mellem seks og ti gange i døgnet. Det helt lille barn tisser nemlig kun lidt ad gangen, til gengæld tisser barnet hyppigt. Afføringen er mere uregelmæssig: Et ammebarn har måske afføring syv gange om dagen eller én gang hver syvende dag. Et flaskebarn har afføring hver dag. I denne artikel guider vi dig i gennem et bleskift.

Jordmoder anbefaler denne creme ved bleskift

Det skal du bruge til bleskift

Engangsbleer af en god kvalitet føles ofte tørre, selv om barnet har tisset i bleen. Man må ikke lade barnet have en våd ble på for længe ad gangen, selv om bleen suger godt. En undtagelse er dog natten, hvor man helst skal lade barnet slippe for bleskift, med mindre det har haft afføring. Barnet skal have lov til at være i fred om natten, da det gør chancen for at få barnet til at sove igennem større.
Før et bleskift skal man sikre sig, at man har rene bleer, rent undertøj, håndklæde eller stofbleer til at tørre med, vand og vaskeklud inden for rækkevidde.
Du må aldrig gå fra et barn, der ligger på puslebordet. Selv et helt lille barn kan pludselig give et spjæt og falde ned, og hvis du skal rende rundt med det halvnøgne barn i armene for at hente først det ene og så det andet, så kan hun godt nå at blive træt af det hele, før I overhovedet er kommet i gang.

De fleste helt spæde børn kan ikke lide at få alt tøjet af, så i starten skal du tage så lidt tøj af som muligt ved bleskift. Tag godt fat om barnet, når du skifter det. Det giver dit barn en tryg fornemmelse af, at du ved, hvad du gør.
Brug god tid og stop, hvis barnet begynder at græde. Læn dig ind over barnet og trøst ham eller hende eller tag dit barn op, tæt ind til dig, indtil han eller hun er glad igen, før du fortsætter.

Læs også: Bleudslæt

Sådan gør du ved bleskift

Lad være med at investere i for mange ting fra starten. Indret pusle-bordet med få, men vigtige ting: En puslepude, en stak stofbleer til underlag på puden, håndklæder ( i starten bruger du måske stofbleerne), vandfad, vaskeklude, bleer og undertøj. Endelig må der godt være lidt legetøj, som hører til puslepladsen, og som barnet kan genkende fra gang til gang. Det kan være en rangle, et lille tøjdyr og en uro i loftet.
Hvis barnet bare har tisset, behøver du ikke vaske hver gang. Når du vasker barnets numse, så brug en klud eller vattot opvredet i lunkent vand. Du behøver ikke bruge sæbe. Hvis der sidder flager af afføring fast på huden, kan du fjerne det med en tot vat med lidt olie på. Så behøver du ikke gnubbe så hårdt på huden.
Sørg for at komme ind i alle folder i lysken og på lårene, og tør godt efter med et håndklæde eller en stofble, så numsen og alle folder er tørre, før du lægger ny ble på.

Du kan lade barnet ligge lidt med bar numse, før det får ble på igen. Så har det også mulighed for at bevæge benene mere frit end med ble på.
Drenge vaskes omkring penis og testiklerne, men du må ikke trække forhuden på penis tilbage. Piger vaskes og tørres fra skeden og bagud mod endetarmen for at forhindre, at afføring, der indeholder mange bakterier, kommer op i urinrøret og skeden. Hvis der sidder afføring mellem skamlæberne, kan du trække dem forsigtigt til side og vaske rent, stadig bagud. Det beskyttende fedtlag skal have lov at blive.

Læs også: Afføring

https://imgix.femina.dk/artikelbanner-olivy-baby-care-620.jpg

Artiklen indeholder affiliate links.

Læs også