https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/juli/yogaprim.jpg
Sundhed

Yoga styrker hukommelsen!

9. juni 2014
af Lonnie Kjer
Foto: All Over
Opmærksomhed, fokus, koncentration. Det hele henter du i yoga, og noget tyder på, at dét styrker din indlæring og din hukommelse. Og der skal ikke mere end tyve minutter til, viser ny undersøgelse.

Der er ventelisterne til de mange yogahold i landets fitness-centre. Folk dyrker det dér eller derhjemme, selv yoga-tøjet er et hit, og vi har for længst taget motions- og meditationsformen til os herhjemme. Vi ved godt, at det er godt for krop og sjæl, men yoga kan måske endnu mere end det. Sølle tyve minutters yoga, og din arbejdshukommelses hastighed og præcision forbedres, viser amerikansk undersøgelse, publiceret i tidsskriftet Journal of Physical and Health og lavet af forskere fra University of Illinois.

FAKTA OM YOGA

Yoga stammer fra Indien og betyder 'at forene'

Formålet med yoga er at opnå 'den højeste tilstand - Samâdhi

I yoga arbejder man med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet.

I Danmark er Astangayoga, Vinvasa-yoga, Hatha-yoga og Yin-yoga blandt de populæreste stilarter.

Kilde: Wikipedia

Yoga styrker indlæringen?
Dét skriver Videnskab.dk. De 30 kvindelige universitetsstuderende, der deltog i undersøgelsen, var skarpere og huskede bedre efter tyve minutter med den såkaldte 'hatha-yoga'.Testdeltagerne var bedre til at genkalde sig - og opdatere - informationer, der endnu ikke er lagret i langtidshukommelsen. Det får forskere til at konkludere, at yoga styrker indlæringen - også bedre end f.eks. en løbetur.

Opmærksomheden gør forskellen
Professor på Institut for Idræt og Ernæring og på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet, Jens Bo Nielsen, er nu ikke specielt imponeret over undersøgelsens resultater.

Han mener nemlig, at effekten også kan findes ved andre øvelser end præcis yoga, og at det i øvrigt er en gammel og velkendt effekt, der primært handler om at være særligt opmærksom og have fokus på det, du laver, som man har det i yoga.
"Hvis man har lav opmærksomhed, så indlærer man ikke så meget, som hvis man virkelig har været på," siger han til Videnskab.dk

Yoga bedre end løb?
Testpersonerne blev også sendt på løbetur, som ikke havde samme gunstige effekt på arbejdshukommelsen som de tyve minutters yoga, og det får forskerne til at fremhæve yoga som særlig effektfuldt, men Jens Bo Nielsen mener, at forsøget er for svagt til at drage den konklusion.
Man bliver nemlig sandsynligvis mere træt efter tyve minutters løb end af tyve minutters yoga, og træthed gør folk mindre opmærksomme, som han siger. Derfor skal der yderligere undersøgelser til, før man kan konkludere noget, mener han.

Denne artikel blev første gang udgivet i 2013

Træn armene stramme og lækre!

Køb udstyret i

SHOPPEN!

Læs også