https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1332_saadan_faar_du_mere_overskud_i_hverdagen.jpg
Selvudvikling

Få mere overskud i hverdagen - Sådan gør du

13. februar 2017
Af redaktionen 02/13/2017 - 00:00
Først på job – så hjem og klare de huslige gøremål. Mange føler sig stressede, men et grundigt eftersyn af ens dårlige vaner, kan skabe overskud i den pressede hverdag. Læs her hvordan du selv kan skabe mere overskud i din hverdag

Knap ti procent af alle danskere oplever, at de er stressede i hverdagen, og når man ser på, hvem der søger professionel hjælp til at tackle stress, er der ifølge Bente Klarlund Pedersen, som er professor og overlæge på Rigshospitalet, en overvægt af kvinder i alderen 30 til 39 år. Så, hvis du føler, at du mangler overskud og energi, er du bestemt ikke alene om det.

– Det kan dels skyldes, at kvinder er mere stressede, dels at de er bedre til at søge hjælp end mændene, der ifølge en stor undersøgelse fra Psykiatrifonden er mere tilbøjelige til at drukne følelser med alkohol, forklarer Bente Klarlund.

Erhvervspsykolog og forfatter Helen Eriksen tilføjer:

– Et voksende antal kvinder oplever, at de skal løbe hurtigere og hurtigere. De bruger al deres energi på arbejdspladsen, og når de så kommer hjem, venter endnu et fuldtidsjob med oprydning, madlavning og hvad der nu ellers er af hjemlige rutiner. Vi vil så gerne være gode nok på alle områder, så vi spænder balderne og løber lidt hurtigere endnu, men når du først er stresset, hjælper det altså ikke at løbe hurtigere. I stedet bør du kigge på dine grundantagelser. Hvad er det for forventninger, du har til dig selv og dit liv, og hvordan kan du ændre rutinerne, så du i stedet for at blive drænet i løbet af dagen får mere energi?

Fem råd til mere overskud fra erhvervspsykolog Helen Eriksen

  1. Bryd de dårlige vaner. Undersøg hvilke forventninger, du har til dig selv, og hvad der dræner dig i hverdagen. Måske er du kørt fast i rutinerne. Det kan også være uheldige mønstre på arbejdspladsen. For eksempel at der er en tendens til at tale om alle de ting, der er i vejen, i stedet for at finde løsninger.
  2. Tænk positivt. Det betyder ikke, at du skal smile, mens du løber hurtigere, men at du skal blive bedre til at se muligheder og løsninger frem for at brokke dig. Du er nødt til at tage ansvar for den måde, du forholder dig til tilværelsen med alle de udfordringer, der nu engang er. Gør du det, kan det give dig mere overskud i hverdagen.
  3. Brug hele din hjerne. Består dit arbejdsliv primært af opgaver, hvor du tænker analytisk, så husk at afsætte tid til at gøre noget helt andet. Det kan være at løbe en tur, men også at gå til sang eller musik. På den måde aktiverer du den del af hjernen, du ikke bruger på jobbet, og kroppen kvitterer straks med at frigive serotonin og dopamin, der virker som kroppens egne lykkehormoner. Motion reducerer desuden stresshormonet kortisol hvilket kan hjælpe med at give dig mere overskud.
  1. Mediter. Meditation gavner os på mange måder. Det er en form for afspænding, der sænker blodtryk og stressniveau. Når du mediterer, danner du nye nervebaner, der bidrager til din psykiske robusthed og kan dermed også bidrage til mere overskud. Desuden udskiller du serotonin, der forenklet sagt virker som kroppens egen lykkepille
  2. Spis godt. Kosten har en kæmpe betydning for dit energiniveau og dermed også dit overskud. Spiser du en masse unødige kalorier, bliver du hurtigere træt, irritabel og har sværere ved at overskue ting. Dagligt indtag af omega 3 fedtsyrer, som blandt andet findes i hørfrø, valnødder og fede fisk, styrker dine hjernecellers og dermed din robusthed. Desuden virker de præventive i forhold til betændelsestilstande.

Læs også