https://imgix.femina.dk/media/article/panthermedia_a37664790_5212x3468_0.jpg
Træning og kost

Rejs dig op - for din sundhed

16. februar 2016
af Lene Jæger Klausen
foto: Panthermedia
Sidder du lige nu i sofaen og læser SØNDAG på din tablet, så kunne det være, at du skulle rejse dig op og gå lidt rundt med den, og få lidt motion – det gør nemlig en forskel for din sundhed.

Det er ikke til at sige, hvor lidt motion og bevægelse der skal til, for at det ikke længere nytter at gøre noget. Når Mette Aadahl, fysioterapeut, forsker og lektor ved Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab, kigger i både sin egen og andre forskeres resultater, er der ikke nogen veldefineret grænse for, hvor lidt der skal til, for at det nytter.

- Lige nu ser det ud til at al bevægelse er bedre end ingenting, og at det hele tæller i det samlede bevægelsesregnskab, siger Mette Aadahl.

Mette Aadahl har været med til at gennemføre et studie, hvor man motiverede mennesker med en stillesiddende adfærd til at komme lidt mere bevægelse og motion ind i hverdagen. I løbet af de seks måneder, som undersøgelsen løb over, blev deltagerne let fysisk aktive i 16 minutter ekstra om dagen, og de tabte 1,5 cm om livet, og deres insulin-niveau faldt. Det til trods for, at deltagerne primært havde skiftet den stillesiddende tid ud med stillestående tid.

- Alt tyder på, at det sundeste er, at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger om minimum 30 minutters moderat til hård fysisk aktivitet og motion om dagen. Men er man i dårlig form, eller har man skavanker, som gør det svært at leve op til de anbefalinger, bør man fokusere på at få lidt aktivitet ind mange gange i hverdagen, for det hele ser ud til at give en gevinst på sundheden, siger Mette Aadahl og tilføjer:

- Har man vænnet sig til at bevæge sig lidt mange gange i løbet af dagen, er det muligvis også nemmere at begynde at motionere en smule på et senere tidspunkt.

Sådan får du motion ind i en travl hverdag

Hvad er ”let” fysisk motion?

”Let" fysisk motion dækker over de typer af aktiviteter, som ikke giver sved på panden eller gør dig stakåndet, men derimod dagligdags aktiviteter, som at stå op ved skrivebordet, hænge vasketøj op eller tørre støv af.

Fysisk aktivitet med moderat intensitet påvirker åndedrættet, men du kan føre en samtale uden problemer. Det kan være at tage trappen i stedet for elevatoren eller parkere bilen længst væk fra indgangen.

Fysisk aktivitet med høj intensitet er til sammenligning karakteriseret ved at være der, hvor du bliver stakåndet, og det kan være svært at føre en samtale.

Fup og fakta om motion

Hvad kan du gøre?

Det handler om at få bare små lidt ekstra bevægelse ind mange gange i hverdagen. Det bedste er at bruge benene, da det aktiverer de store muskler i lår og bagdel:

• Rejs dig op hver halve time og gå rundt et par minutter.

• Rejs dig op og gå rundt, hver gang du taler i telefon.

• Sluk fjernsynet, når et program er færdigt og lav noget andet, inden du ser det næste.

https://imgix.femina.dk/sund-banner_0.jpg

Læs også