Pantherstock
Krop & velvære

Så meget skader søvnmangel kvinder

Det rammer kvinder hårdere, når de har problemer med at sove.

Det har i lang tid været kendt, at dårlig søvn på sigt kan skade helbredet. Nu viser det sig også, at det i højere grad rammer kvinder end mænd.

Forskning, der har været publiceret i Journal of Psychiatric Research, viser, at kvinder, der har en hjertesygdom i højere grad bliver ramt af de inflammationstilstande, som øges ved dårlig søvn, end mænd med en hjertesygdom. Og det kan være rigtig skidt for hjertesundheden.

- Inflammation er allerede en kendt faktor i forhold til hjertets sundhed. Nu har vi bevis for, at søvnmangel faktisk spiller en større rolle, end vi har troet, i forhold til at øge

inflammationen i kroppen, hvilket kan have en række negative konsekvenser ofte associeret med dårlig søvn, siger Aric Prather, der er assisterende professor i psykologi ved University of California og som står bag undersøgelsen, til Huffington Post.

Læs også: Har du sex uden orgasme lige inden sengetid? Det kan faktisk ødelægge din søvn. Læs hvordan her

Et spørgsmål om overgangsalder

I undersøgelsen har 700 personer med en stabil hjertesygdom deltaget. Mændene var i gennemsnit 66 år, mens kvinderne var 64 år, og i en femårig periode fik de målt deres søvnkvalitet samt inflammationsniveau i kroppen.

Forskerne kunne konkludere, at sammenhængen mellem dårlig søvn og biomarkørerne for inflammation primært kunne ses hos kvinderne, og eksperterne mente, at det kunne skyldes, at de fleste kvinder i undersøgelsen havde overstået overgangsalderen og dermed havde et lavere østrogen-niveau.

Mændene kan ifølge forskerne muligvis have været beskyttet af deres testosteronniveau, men det skal dog undersøges yderligere.

Læs også: Læs om 7 klare tegn på, du sover for lidt, her

Kvinder sover generelt dårligere

Forskerne kunne da også se, at kvinderne generelt sov dårligere end mændene – et resultat, der før har været set i andre undersøgelser.

I denne undersøgelse viste det sig bl.a., at hvor 81 pct. af kvinderne oplevede at vågne ofte, havde kun 78 pct. af mændene samme problemer. 50 pct. af kvinderne oplevede at vågne for tidligt hver morgen, mens det kun gjaldt for 41 pct. af mændene.

En anden undersøgelse fra 2010 præsenteret på det årlige møde hos American Heart Association viste, at dårlig søvn og inflammation hang sammen, hvilket øgede risikoen for hjertesygdomme og slagtilfælde.

Kilde: Huffington Post

Læs mere om: