Hovedpine? Her er årsagerne, du ikke har tænkt på
Hovedpine

Hovedpine? Her er årsagerne, du ikke har tænkt på

17. januar 2023
af Annette Aggerbeck, Redaktionen
Udgivet første gang 27. december 2016. Foto: Shutterstock
Døjer du med hovedpine? Så er du absolut ikke alene. Her får du de mest almindelige årsager til hovedpine – og gode råd til at slippe for den tunge følgesvend.

Hovedpine kan være invaderende i hverdagen og er til stor gene for mange mennesker.

Mange ved dog ikke, hvorfor de får hovedpine, og der kan være flere årsager til smerterne. Det kan være en god ide at kigge på sine vaner og livsstil samt føre en "hovedpinedagbog" for at finde årsagen til hovedpine.

Du kan blive klogere på de mest almindelige årsager her.

Hvorfor får man hovedpine?

Hver tredje af os har hovedpine flere gange om måneden, hvor det presser og dunker i begge sider af hovedet. Det skyldes ofte spændingshovedpine, hvor smerterne hænger sammen med ømme muskler, der kommer fra spændinger i kroppen.

Men andre årsager til hovedpine er kan findes findes i vores livsstil, fortæller Rigmor Højland Jensen, der er professor, overlæge, dr. med. på Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet-Glostrup.

– Vores krop er nemlig meget følsom over for svingninger – både uden for kroppen, men også inden i kroppen, hvis vi for eksempel har ustabile spisevaner, siger hun.

Stress kan være årsag til hovedpine

Mange oplever, at de er meget pressede i løbet af en dag, og når de så endelig slapper af, og stresshormonerne daler, så får de hovedpine.

Stress kan også være en udløsende faktor for migræne, som optræder efter en lang dag eller i ferieperioder. Det er det, der også kaldes "let down headache", eller på dansk bliver kaldt weekendhovedpine.

Hormoner kan udløse hovedpine

Men også kønshormoner kan spille en rolle og være årsag til hovedpine. Det ved man fra kvinders menstruationscyklus. Nogle kvinder er meget plaget af hovedpine i forbindelse med deres menstruation, fordi østrogenniveauet falder op til menstruationen. Svingninger i østrogen kan forårsage hovedpine og migræne.

Derfor er mange kvinder i overgangsalderen også mere plaget af hovedpine og migræne, men plagerne bliver ofte mindre, når østrogenproduktionen går ned og er på et mere stabilt niveau.

Du kan læse meget mere om menstruel migræne her.

Hovedpinepiller kan være årsag til hovedpine

Hvis man igennem længere tid tager hovedpinepiller eller anden smertestillende medicin, kan man forgifte kroppen, og dermed kan pillerne i sig selv fremkalde hovedpine. Det er mange mennesker ikke klar over.

Omkring 100.000 danskere menes at være plaget af medicinoverforbrugshovedpine, og det gælder næsten dobbelt så mange kvinder som mænd. Hovedpinen kan derimod mindskes betragteligt, hvis man stopper med overforbruget, selvom det kan være svært.

hovedpine symptomer årsag behandling

4 årsager til hovedpine, du ikke har tænkt på:

  • Ændringer i temperatur og lufttryk kan give hovedpine. Nogle oplever for eksempel, at skift mellem højtryk og lavtryk eller direkte blæst er en udløsende faktor.
  • Dårlig kvalitet af nattesøvn eller mangel på søvn kan være medvirkende årsag til hovedpine. Omvendt kan for meget søvn også give hovedpine.
  • Gentagne belastninger kan give tilbagevendende hovedpine. Hvis man for eksempel ofte sidder og arbejder i et generende skarpt lys, og det giver en hovedpine, men man ikke gør noget ved det, så forbinder nervesystemet efterhånden skarpt lys med hovedpine.
  • Uregelmæssige spisevaner og for lidt væske kan udløse hovedpine. Nogle oplever, at det knytter sig til bestemte fødevarer, som f.eks. kaffe eller mad med et højt indhold af nitrit.

Gode råd til dig, der lider af hovedpine

Bliv klogere på årsagerne til din hovedpine

Når du ved, hvad der trigger din hovedpine, kan du bedre gøre det, der skal til for at undgå at få ondt i hovedet. Så skriv ned, hver gang du har hovedpine, i hvilke situationer den kommer, og hvad du gør. Skriv, hvis du tager medicin.

Du kan downloade appen "Min Hovedpine", som er udviklet af Pfizer i samarbejde med Dansk Hovedpine Center på Rigshospitalet-Glostrup. Her kan du føre kalender over din hovedpine, som du evt. også kan tage med til lægen, hvis du ikke kan slippe af med din hovedpine.

Analyser din livsstil

Hvordan er dine arbejdsvaner – sidder du for eksempel meget stille foran en computer hver dag uden at holde pauser? Hvordan sover du? Får du dyrket motion? Spist regelmæssige måltider? Læg din livsstil om, så du får din søvn, spiser sundt og regelmæssigt og får dyrket motion.

OBS: Tøv aldrig med at søge læge, hvis du oplever slem eller tilbagevendende hovedpine

Læs også