Krop & velvære

Derfor skal du gå i seng klokken 21

Søvn er et basalt behov for din krop, og passer du din sengetid, bliver du både sundere, gladere og mere effektiv. Her får du svar på, hvorfor – og hvordan – du kommer tidligt til køjs.

Begynder du at gabe og glippe med øjnene i sofaen allerede ved ottetiden om aftenen? Så er du træt. Også selv om du synes, det er alt for tidligt at gå i seng, og at så består livet da snart ikke af andet end arbejde, børn og huslige pligter.

LÆS OGSÅ: Søvnekspert: Så mange timer skal du sove hver nat

Læge Charlotte Bech kan måske få dig på andre tanker. Ifølge hende viser videnskabelige undersøgelser, at timerne før midnat giver en dybere og bedre søvn end den, du får efter kl. 24, og frem til væggeuret kimer. Hvis du f.eks. går i seng kl. 21.30 vil du få større overskud mentalt, så du bl.a. orker at hænge ud med dine venner og træffe sunde valg i forhold til motion og kost. Du vil også opleve at få mere energi og sikkert også mere livsglæde. I det lange løb vil du forebygge demens og kroniske sygdomme som diabetes samt overvægt, stress og depression. Hvornår skal du – og eventuelt din partner – så gøre alt det, du/I plejer at bruge de sene aftentimer på? Ja, det kan I jo passende gøre tidligt om morgenen, hvor I vågner friske og veludhvilede – og hvor der er fred og ro, fordi resten af samfundet stadig snorker, anbefaler Charlotte Bech.

Plejer du at gå i seng kl. 23, så tag nogle uger, hvor du går i seng ”allerede” kl. 22.45. Så kan du lade klokken blive 22.30, 22.15 osv., indtil du med tiden lander et sted mellem kl. 20 og kl. 21, hvor de fleste af os bliver naturligt trætte. Ligesom babyer skal lære at have en passende sengetid, skal du trappe gradvist ned fra dit vanlige sovetidspunkt, indtil du rammer den tid på aftenen, hvor du er naturligt træt (du falder måske i søvn på sofaen, sidder og nikker, gaber osv.).

LÆS OGSÅ: Ekspert: Sådan putter du dit barn med succes

6-9 timers søvn har de fleste af os brug for om natten. Men behovene er forskellige fra person til person og kan variere med alder og sengetid, ifølge læge Charlotte Bech. Hvis du går i seng kl. 21, som hun anbefaler, og har brug for otte timers søvn, vil du sandsynligvis være udhvilet og klar til dagens udfordringer fra kl. 05.

Læs mere om: