https://imgix.femina.dk/media/b876135b1e374f119c0ca7fca0189aa9.jpg
Krop & velvære

D-vitamin er vigtigt for hjertet

15. marts 2012
af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Har man for lidt D-vitamin i blodet, har man større risiko for at dø af hjertesvigt, viser undersøgelse

Danskerne får for lidt D-vitamin, og det gælder særligt om vinteren, hvor vi ikke får mange stråler fra solen.

Og det kan være ganske farligt at mangle D-vitamin.

En undersøgelse fra Israel, som har været publiceret i tidsskriftet European Journal of Heart Failure, viser, at personer med for lidt D-vitamin i blodet har en øget risiko for at dø af hjertesvigt. Og hos hjertepatienter er risikoen for at dø 52 pct. højere blandt dem, der mangler D-vitamin, skriver Hjerteforeningen.dk.

Forlæng livet med D-vitamin
3.009 hjertesvigtpatienter og 46.825 personer uden hjertesvigt deltog i den store undersøgelse, som altså er en tilskyndelse til, at særligt hjertepatienter skal have tjekket D-vitamin-niveauet i blodet. For ifølge undersøgelsen er det færre end hver tiende hjertesvigtpatient, der rent faktisk har nok D-vitamin i blodet.

- Udover muligvis at give hjerteproblemer kan mangel på D-vitamin også medføre gener især i muskler og knogler. Derfor opfordrer Hjerteforeningen alle hjertesvigtpatienter til at få målt deres D-vitaminniveau, siger Gorm Boje Jensen, der er forskningschef hos Hjerteforeningen.

Har man for lidt D-vitamin i blodet, er der gode muligheder for at forlænget livet med tilskud af D-vitamin. I den israelske undersøgelse faldt dødeligheden med en tredjedel blandt dem, der fik en behandling med D-vitamin.

For meget er ikke godt
Et dansk forskningsprojekt foretaget på Hvidovre Hospital fra 2011 viser ligeledes, at hjertesvigtpatienter har en større chance for at leve længere, hvis de har den rette mængde D-vitamin i blodet.

- For meget D-vitamin er nemlig heller ikke godt. Derfor skal man sørge for at bede lægen måle niveauet, hvis lægen ikke selv er opmærksom på det, påpeger Gorm B. Jensen.

En af grundene til, at hjertepatienter mangler D-vitamin, skyldes, at de måske ikke kommer uden for i ligeså høj grad som andre og dermed ikke får den samme mængde sollys. Faktorer som diabetes, overvægt og for lidt calcium kan dog også have en effekt, siger forskerne.

Læs også