https://imgix.femina.dk/media/f88cb941190f4ff392febbd65ad6b0cb.jpg
Krop & velvære

11 myter om brystkræft

10. januar 2012
af Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Kan mænd få brystkræft, og kan deodoranter øge risikoen for brystkræft? Få svaret her

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder, og hvert år er der omkring 4000 kvinder, der får stillet diagnosen. Store fremskridt inden for forskningen har gjort, at selv om så mange kvinder hvert år rammes af denne kræftform, er det også den kræftform, der har den bedste overlevelse.

Iben Holten, der er overlæge hos Kræftens Bekæmpelse be- og afkræfter her en række sejlivede myter om brystkræft.

Kun kvinder med brystkræft i familien har en risiko for at få brystkræft
- Det er på ingen måder korrekt. Alle kvinder kan blive ramt af brystkræft, og faktisk er det kun omkring fem til ti procent af de kvinder, der bliver diagnosticeret med brystkræft, der har arvet det, siger Iben Holten til Alive.dk.


Jo flere børn man får, jo mindre er risikoen for at få brystkræft
- Det er korrekt. Man siger, at brystkræft er den vestelige verden og de veluddannede kvinders cancer. Jo senere man får børn, jo større er risikoen for at få brystkræft, mens de lande, hvor kvinderne får mange børn i en ung alder, klarer sig bedst. Brystkræft er relateret til omfanget af østrogen i kroppen, og når man er gravid, har man det, man kan kalde en østrogenpause.


De fleste knuder i brystet er ondartede
- Nej, det er de ikke. Faktisk er langt de fleste godartede. Det skal selvfølgelig pointeres, at det ikke er alle knuder, man opdager, men af de knuder, der bliver registreret, er det de fleste, der er godartede.


Brystimplantater øger risikoen for brystkræft
- Brystimplantater øger ikke risikoen for brystkræft. Der er nogle implantater, der kan risikere at lække og dermed give nogle voldsomme bivirkninger, men de giver altså ikke øget risiko for brystkræft.


Fertilitetsbehandling kan øge risikoen for brystkræft
- Det er ikke rigtigt. Vi ved, at brystkræft har noget at gøre med omfanget af østrogen i blodet, og når man modtager fertilitetsbehandling, så får man et skud hormoner, men det er ikke østrogener, men et hormon, der stimulerer produktionen af østrogener. Og det giver altså ikke øget risiko for brystkræft.


Kun kvinder kan få brystkræft
- Det er ikke rigtigt. Mænd kan også blive ramt af brystkræft. Men det er meget sjældent, at det sker. Der er omkring 40 tilfælde om året.


Deodoranter øger risikoen for brystkræft
- Svaret er klart nej. Det har slet ingen gang på jord. Vi har kendt til brystkræft siden antikken - altså lang tid før deodoranten blev opfundet


Overvægtige kvinder har større risiko for at for brystkræft
- Kvinder, der er overvægtige efter overgangsalderen, har en større risiko for at få brystkræft. Man siger, at man maksimalt må tage ti procent af sin kropsvægt på i forbindelse med overgangsalderen, hvis man altså er normalvægtig inden overgangsalderen.


Alderen har en betydning i forhold til risikoen for at få brystkræft

- Alder er den største risikofaktor i forbindelse med brystkræft. Det er helt tydeligt, at kurven knækker omkring overgangsalderen. Meget overordnet kan man sige, at 50 procent af alle tilfælde rammer kvinder, der er mellem 50 og 70 år. 25 procent af tilfældene rammer kvinder under 50 år, og de sidste 25 procent af brystkræfttilfældene finder man hos kvinde over 70 år.


Flere kvinder overlever brystkræft, end der er kvinder, der dør

- Det er rigtigt. Ser man på tallene, så er fem-års-overlevelsen blandt kvinder, der har fået konstateret brystkræft, mellem 85 og 90 procent, mens over halvdelen vil overleve i op til 10 år. Langt de fleste tilbagefald kommer inden for fem år, men det er også en kræftform med sene tilbagefald.


Skal man have fjernet brystet når man får konstateret brystkræft

- Nej, det skal man ikke nødvendigvis. Langt de fleste, der får konstateret brystkræft, får foretaget brystbevarende operationer, hvor man fjerner knuden og lidt væv rundt om knuden for at være sikker på at få det hele med.

Læs også