https://imgix.femina.dk/media/forlaengprim.jpg
Træning og kost

NLP-coach: Sådan forlænger du feriestemningen

14. august 2014
af Lonnie Kjer
Foto: Shutterstock
Fra ferie og fritid til krav og deadlines. Og fra den ene dag til den anden. Sådan er virkeligheden, når ferietid bliver til arbejde og hverdag, og dét kan være en småstresset oplevelse for mange. Sådan behøver det ikke være. Tag dig tid – og gå i ’feriefred’, opfordrer NLP-coach Jane Rosengren.

Så sluttede ferien, og hverdagen kalder med deadlines, høje forventninger, pligter, skolebørn, alt for mange mails og et tempo, hverken krop eller hjerne helt kan følge med i. Passwordet er næsten glemt, og det samme er de metoder, du - før ferien - brugte til at løse helt elementære opgaver på. Du har ikke rigtig 'styr på det.'

Jane Rosengren

Har en NLP uddannelse, en coachinguddannelse, er karrierecoach og har arbejdet som freelancer for NLP huset


Læs meget mere på http://www.myonlinenlp.dk/

Find din 'feriefred'
Det er heller ikke meningen, siger NLP-coach Jane Rosengren Vi har nemlig godt af at holde lidt fast i feriestemningen - eller feriefreden.

"Selvfølgelig er du ikke i samme gear som før ferien. Du er jo lige kommet tilbage fra dér, hvor din krop har det allerbedst - ferien, så vi skal ikke ha' alt for travlt med at forlange af os selv, at vi fra den ene dag til anden er tilbage i det gamle, hurtige tempo. Vi skal ta' os lidt tid. Og vi skal forlænge den gode stemning fra ferien," opfordrer hun.

"Vi kan godt lære at blive så dus med vores feriefred, at vi kan fremkalde den igen."

Tag ferien med ind i hverdagen

Og det er ikke så svært. Slet ikke efter fyraften. Og du kan jo begynde med dig selv.

"Vi behøver jo ikke ha' styr på det hele fra første dag efter ferien. Det betyder ingenting, at speltbollerne ikke er med i madpakken, at samtlige fritidsaktiviteter ikke er på skemaet endnu, eller at aftensmaden består af rugbrødsmadder. Og hvis vi er opmærksomme på det, kan vi godt trække den afslappethed fra ferien med ind i hverdagen. Den sidder jo i kroppen endnu."

Fremkald feriefølelserne

Hjemme hos Jane Rosengren hedder det altså feriefred. Dér, hvor man lige minder hinanden om at trække tempoet og timerne ud af eftermiddagen, aftenen - eller forventningerne til middagen - slapper af med alting. Og du kender det sikkert godt: En duft, en smag, en blomst, en fornemmelse kan sende dig direkte tilbage i ferieland - uanset om det var Solkysten eller mors sommerhus, der gav dig årets bedste ferieminder.

"Smage og dufte virker stærkt på folk og får os tilbage til et bestemt sted og en særlig situation. Det kan være en håndcreme eller en bestemt slags mad, der tricker dig. Det får os hurtigt i kontakt med det emotionelle - ofte nemmere end billeder, der af og til kan virke mere som et powerpointshow i hovedet end lande helt dybt nede i kroppen som følelser."

Slowstart hverdagen

Dét gør lidt nemmere at kickstarte - eller måske slowstarte - hverdagen. Og det har vi brug for.

"Efter en god ferie er vi lidt som en vinterkold mandagsbil, der lige skal blive varm igen. Og det skal vi blive stille og roligt. Ja, hvis du spørger mig, fristes jeg til at stille spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet SKAL op i det sædvanlige tempo igen."

Vi kan i hvert fald gøre, hvad vi kan, for at finde feriefornemmelsen igen, lad den vokse og gi' den lidt plads til at fylde.

"Hold liv i stemningen fra ferien. Bare sådan i det små. Kroppen har godt af det."

Læs også