Kost & motion

Latteryoga: Grin dig sund

Et godt grin får ikke bare humørbarometret til at stige et par grader. Undersøgelser har vist, at latter sammen med andre er sundt for både krop og sjæl – så vi er taget ud for at lære at le






Udenfor er det mørkt og koldt, indenfor hersker en lys og positiv stemning. På latterklubbens vægge hænger farverige, abstrakte billeder, og midt på det lysegrå linoleumsgulv er aftenens 24 såkaldte latter-yogier ved at danne en rundkreds. Med forventningsfulde blikke og smil på læberne står de skulder ved skulder, mens latter-instruktør Hanne Gottlieb giver en kort introduktion til historien bag latter-yoga og ikke mindst latterens mange positive egenskaber.
- Det er lettere at le, når man ler med andre, forklarer Hanne Gottlieb, der selv har dyrket latter-yoga i mere end 12 år og smilende bedyrer, at ingenting, ud over hendes mand, har kunnet fange hendes interesse lige siden.
Det er blevet tid til at varme kroppen og lattermusklerne op, og Hanne Gottlieb lover, at der ikke at tale om avanceret yoga, men derimod enkle åndedrætsøvelser. Efter er par gange at have trukket vejret godt igennem og helt ned i maven begynder alle at klappe taktfast med hænderne skiftevis til den ene og den anden side, mens de igen og igen istemmer aftenens mantra: - Ho, ho, hahaha!

Lattercocktail og rynkebehandling
Kroppen er nu varm, og det er tid til de egentlige latterøvelser. Hanne Gottlieb starter med at byde sine gæster på en velkomstcocktail af glæde, latter og endorfiner.
- Endorfin er et af de hormoner, kroppen danner, når vi griner, forklarer hun, mens deltagerne lader, som om de holder to glas frem for sig, mens de omhyggeligt hælder velkomstdrinken fra et glas over i det andet for derefter at tage glasset op til munden og tømme det i én slurk og grine højlydt.
Efterhånden som lattermusklerne er blevet varme, afløser de meget forskellige latterøvelser hinanden én efter én. Vrælelatter, ønskelatter og latter fra dyreriget som pingvin-, elefant og ikke mindst løvebrølslatter, hvor deltagerne med hænder som kløer og munden på vid gab rækker tunge, mens de løber ind mod midten af rundkredsen og brøler som løver. Øvelserne bringer grinet frem, og ifølge Hanne Gottlieb skulle de være effektive mod rynker, gavne halsmuskulaturen, give fornyet energi og rense bihulerne.

Vidste du, at ...
15 minutters latter svarer til to timers søvn.

Tid til meditationslatter
De mange latterøvelser og træningen af lattermusklerne har bragt sveden frem på panden, og lidt kølig aftenluft bliver lukket ind. Det er blevet tid til den afsluttende og afslappende lattermeditation. Frakker, vattæpper og en enkelt yogamåtte bliver fordelt på gulvet, og yogierne slår sig ned. Nogle sidder på stole, andre ligger på gulvet, behageligt henslængt på sidemandens mave eller på ryggen med en hånd under hovedet, mens de slipper latteren fri. Nogle griner højlydt og larmende, andre mere stille og afmålt. I periferien ligger en midaldrende kvinde helt stille med lukkede øjne og armene ned langs kroppen. Et højlydt latterbrøl skærer pludselig gennem rummet og får følge af et par lavmælte: "Tihihi" og maskuline: "Hoho". Latteren stilner helt af, og udmattelsen afslører sig i de afslappede kroppe rundtomkring på gulvet.
- Lad os så få noget at styrke os på, opfordrer Hanne Gottlieb. Alle rejser sig og finder en stol at sidde på, og mens de sunder sig, bliver tekrus og dåsen med kiks sendt på omgang.

Se videoen: FEMINA tester bikram-yoga

Fake it
At latter er godt både for krop og sjæl, er du heller ikke i tvivl om, hvis du spørger Hanne Gottlieb, der ud over at være præsident for den internationale latterbevægelse i Danmark også er lattercoach, underviser i latter-yoga og tilbyder latterterapi.
- Latter-yoga består af en række forskellige latterøvelser, hvor du kombinerer latter med yogaens åndedrætsøvelser og velvære, og tanken bag latter-yoga er: Fake it till you make it - altså at skabe nogle illusioner, hvor du griner. Kroppen kan nemlig ikke kende forskel på naturlig og forceret latter, og begge lattertyper udløser en kædereaktion af positive påvirkninger på kroppen og sjælen, forklarer Hanne Gottlieb. Der findes over 100 forskellige latterøvelser. Fælles for dem alle er, at de får dig til at grine forceret, indtil du begynder at grine naturligt.

Latter er medicin
Når vi griner, aktiverer vi en række muskler, hvorved blodgennemstrømningen til kroppen og kroppens organer øges.
- Latteren får os til at trække vejret dybere og mere grundigt, og derved styrker vi lungerne og udnytter lungekapaciteten mere optimalt. Desuden masserer mavemusklerne lungerne, så der sker en stigning af iltindholdet i blodet, og hos nogle kan latter fremkalde en kunstig hoste, der løsner slim og forbedrer iltoptagelsen, fortæller Hanne Gottlieb. Et godt grin bevæger også musklerne i maven og stimulerer fordøjelsen. Desuden er det god motion for hjertet, da latteren øger pulsen og hjertefrekvensen og altså har samme effekt på kredsløbet som konditionstræning. Faktisk har forsøg med hjertepatienter vist, at latter kan sidestilles med hårde fysiske aktiviteter som jogging og tennis, og undersøgelser fra Stanford University har vist, at blot ét minuts latter svarer til hele 10 minutters træning i en romaskine. Også amerikanske undersøgelser har påvist, at kroppen producerer flere hvide blodlegemer, når vi griner, og at latter styrker immunforsvaret og øger vores modstandskraft over for infektioner. Et godt grin sætter desuden også gang i tåreproduktionen, renser øjne og tårekanaler og får dig til at se bedre ud, fordi blodgennemstrømningen til de fine blodkar i huden øges og derved strammer ansigtets muskler op.

Læs også: 5 gode yoga stillinger

Grin dig glad
Ved latter udløser hjernen en masse gavnlige hormoner og andre gode stoffer, der gør os glade og giver os en positiv følelse i kroppen. Nogle af de hormoner, som latter frigiver, er adrenalin, der virker opkvikkende og får os til at yde ekstra, og serotonin, der afhjælper depression og udskiller hormonerne endorfin og dopamin, som blandt andet dulmer smerter og stress og skaber følelsen af velvære i kroppen.
- Når du griner, nedsætter du desuden risikoen for stress, da latteren får dig til at slappe af og tænke mere positivt, fortæller Hanne Gottlieb.
Latter reducerer negative tanker, bekymringer og angst og giver plads til livsglæde og spontanitet. Som en ekstra bonus virker latteren også som et socialt smøremiddel. Den bringer os tættere sammen og lægger låg på uenigheder og konflikter. Det er i øvrigt bevist, at det er 30 gange nemmere at grine i selskab med andre end at gøre det alene, og at smil smitter. Faktisk kan du booste dit humør med hele 34 procent, hvis du omgiver dig med mennesker, der er glade. Så der synes at være noget om det gamle ordsprog om, at hvis du smiler til verden, så smiler verden til dig.

Latterklubber

• Den internationale latterbevægelse blev stiftet i 1995 af den indiske læge Madan Kataria, som faldt over en slags meditationslatter, hvor man ler uden grund, og begyndte at dyrke latter-yoga rundtomkring i parker og på pladser i Indien.
• Den danske latterbevægelse blev stiftet i 1999. I dag findes der 65 aktive latterklubber i Danmark.
• På verdensplan findes der mere end 8.000 registrerede latterklubber fordelt på 80 lande.
• Den første søndag i maj er udråbt til årlig international latterdag. Her mødes titusindvis af mennesker verden over og laver latterøvelser sammen.

Læs mere laughteryoga.org og latterklub.dk

Latterterapi

Latterterapi bunder i en teori om at genfinde livsglæden og frigøre sig af følelsesmæssige traumer og belastninger ved at lære at slippe latteren fri og le ad de ting i livet, som gør ondt og føles ubehagelige.

latterinstituttet.dk



Læs mere om: