Kost & motion

Hyggo-ficér din løbeteknik

Kombinér løbetræning med ældgamle kinesiske filosofier, og du får chi running. En teknik, der tager højde for kroppens energistrømme og derfor både forebygger skader, gør løb til en hyggeligere oplevelse og gør dig mere udholdende





Ifølge kinesisk filosofi gennemsyrer livskraften chi alting, og hvis man udnytter sin personlige chi i løbetræningen, kan man ifølge tilhængere af disciplinen chi running forbedre både den fysiske form og det psykiske velbefindende.
På det praktiske plan handler det ganske enkelt om have den rette kropsholdning, når man løber. Hver gang foden rammer jorden, skal man kunne trække en lige linje fra ankel til hofte, skuldre og et punkt lige bag øret. Med den kropsholdning bruger man tyngdekraften optimalt og sikrer, at energiforbruget bliver strømmende og minimalt.

Chi running er skabt i et samarbejde mellem den amerikanske løber Danny Dreyer og den kinesiske kung-fu-stormester George Xu, og også i Danmark kan man tage workshopper og timer i chi running.
- Der er to store fordele ved metoden. Dels opnår man at løbe uden at blive skadet - ja, faktisk forebygger man skaderne i stedet. Det gælder både problemer med knæ, lægge og skinneben samt spændinger i lænden. Dels forbedrer man sin teknik, så man bliver en hurtigere og mere udholdende løber, siger Wilhelm Conrad, en af de hjemlige eksperter i chi running. Han forklarer, at børn i børnehavealderen stadig har en naturlig løbestil, og at det blandt andet er derfor, børn har stærkere led og sener end voksne.
I takt med at vi bliver ældre, sætter der sig spændinger og stress i kroppen, og begge dele påvirker vores løbestil, men chi running kan være med til at skabe balance i kroppen.

Wilhelm Conrad har på egen krop oplevet, at metoden virker, hvilket rækken af maratondiplomer på væggen vidner om.
- Det er faktisk ret simpelt. Man skal bare ændre sin løbestil. Nogle fanger det første gang, mens det for andre kan tage længere tid. Det kommer an på, hvor vant til at bruge kroppen man er, og på, hvor mange spændinger man har, siger han - og han tilføjer, at både øvede løbere og nybegyndere kan have gavn af at ændre løbestil.
- Hvis vores chi bliver blokeret i muskler og led, kan det skabe ubehag og sygdom i kroppen. Det bedste, vi kan gøre for vores krops velbefindende, er at frigøre og balancere kroppens chi eller livskraft. I denne proces frigøres stress og psykiske spændinger, siger han.
Hvis man bliver grebet af konceptet, kan man overveje at sætte sig dybere ind i den filosofi, der ligger bag. Den handler om at få så meget livskraft ind i sin hverdag som muligt ved at sørge for at balancere kroppens energier, og er man ikke til løb, kan metoden også bruges, når man går.

Chi running

Er baseret på ældgamle daoistiske (taoistiske) principper om, hvordan modsætningerne yin og yang altid søger mod balance. Gennem sin kropsholdning kan man skabe den perfekte balance. Ifølge kinesisk filosofi er chi den kraft, der skaber alt liv. Chi er overalt, men alligevel usynlig. Læs mere her: chilife.eu



Gratis sunde tips på Facebook?
Vil du gerne have gratis sunde tips direkte på facebook? FEMINA er gået sammen med SØNDAG, ELLE, Q og Mad & Bolig om sundhedsgruppen Sunde Tips Hver Dag. Giv gruppen "Sunde tips - hver dag" et "like" lige her.