Skønhed

Her er de største makeuptrends for 2021

af Julie Brandt 10. februar 2021
Foto: Shutterstock
Hvad bliver de største makeuptendenser i 2021? Ifølge makeupartisterne vil vi dyrke det ærlige og naturlige, og det betyder et foreløbigt farvel til tung, dækkende makeup og et goddag til fokus på øjnene.

Isolation og lange dage på hjemmekontoret har sat sine spor i 2021's makeuptendenser.

Det dramatiske og meget "makeuppede" look er dømt ude, og i stedet skal vores hud frem i lyset. Det er kvalitet frem for kvantitet, og det kommer også til at afspejle sig i de (få) produkter, vi kommer til at bruge fremover.

Her får du makeupartisterne Marie Thomsen og Sine Ginsborgs bud på, hvilke makeuptrends der bliver store i år. 

Tung makeup er dømt ude

Marie Thomsen tør godt dømme tung makeup – fuldt dækkende foundation og contouring – ude i år.

Hun tror på, at vi er klar til at lægge alt det tunge fra os, bl.a. fordi vi ikke har gået rundt med den type makeup derhjemme – længe! Vores hud har derimod fået lov til at ånde, og vi har haft tid til at pleje os selv mere.

Det giver et godt udgangspunkt for makeup, og derfor tror Marie Thomsen på en ”ærlig, men velplejet” hud, som ikke skal dækkes til.

Har man lyst til at dække en lille bums eller mørke rande, er det selvfølgelig helt fint, men den fulde, tunge dækning tror hun ikke på.

- Vi skal ikke dække os til og gemme os. Vi skal være menneskelige med glødende hud – nu med skønhedsfejl, siger hun.

30 % ekstra

Efter en lang periode med smarte og behagelige joggingsæt på agendaen – også i overført betydning – tror Marie Thomsen på en naturlig lyst til at genopfinde sig selv med lidt makeup.

Lysten til at pynte sig igen, gøre sig umage og lege med makeuppen gør, at vi vil skrue lidt op for effekterne. Måske også fordi det at tage makeup på føles som en del af den hverdag, vi alle længes efter.

- Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg har lyst til at gøre mig mere umage for tiden. Når jeg bruger lidt mere mascara end normalt, bruger highlighter på en hverdag eller tegner vippekanten op for at snyde mine vipper fyldigere, så er det, fordi det giver en følelse af, at ”I got this” på trods af corona, siger hun.

Makeupartist og indehaver af makeupskole i eget navn Sine Ginsborg mærker også lysten til at skrue op for de små elementer.

Hun ser det samtidig som et udtryk for en respekt for den usikre tid, vi lever i lige nu.

- Selv om vi har brug for at pynte os og gøre mere ud af os selv, så er det stadig med respekt for, at fremtiden er uvis, og at vi ikke er helt klar til den store fest – endnu, siger hun.

Det naturlige makeupfokus er øjnene, som tillader os at udtrykke os på trods af mundbindet, og begge makeupartister nævner små effekter som at markere det naturlige bryn med en brynmascara, at indramme og fremhæve øjnene med masser af mascara og enten kohl eller eyeliner samt at tilføje glimmer til et ellers makeupfrit ansigt.

- Det handler om at gøre os lidt mere umage og skrue de der 30 % ekstra op for effekterne, forklarer Marie Thomsen.

Kvalitet

Corona har ikke bare fået os til at rydde op i kælderrummet og køkkenskabene, vi har også gjort det på badeværelset og i makeupskuffen, hvor der som naturlig konsekvens er blevet skåret ned på antallet af produkter.

2021-begrebet skinimalism dækker over netop dette – at vi skærer pleje- og makeuprutinerne ind til benet og viser mere naturlig hud.

Det handler både om at give sig selv og huden en omsorgsfuld pause fra 10-trins-rutinerne, men også om bæredygtighed. Jo færre produkter, jo mindre belastning af klimaet, men også fordi det giver en ro og mulighed for at mærke efter, hvilke produkter der faktisk virker for os.

- Når man har ryddet ud, og man derefter køber en fin ting til sig selv, så giver den en helt anden glæde, fordi den nu har så stor en plads i skabet, siger Sine Ginsborg.

Begge makeupartister tror på, at vi vil gå efter få, brugbare kvalitetsprodukter, når vi køber makeup-produkter, vi kan have længe, og måske endda bruge på flere måder, som den gode concealer, foundation eller blush.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.