Hailey Bieber
Skønhed

For en uge siden lancerede hun en hudplejeserie. Nu bliver Hailey Bieber sagsøgt

24. juni 2022
Af Klara Hauberg Hansen
Det er kun en uge siden, Hailey Bieber lancerede sin hudplejeserie Rhode, hvis navn hun har reklameret med længe

Det lader til, at den 25-årige model Hailey Bieber får en mere træg start med sit hudplejebrand Rhode, end hun først havde antaget.

Brandet og produkterne lancerede hun for alvor i sidste uge, og navnet på hudplejeserien kommer fra Biebers eget mellemnavn, der også er “Rhode”.

Alligevel bliver stjernen nu sagsøgt for at bruge navnet uden tilladelse.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder blandt andet TMZ.

Det er tøjvirksomheden Rhode NYC, der nu sagsøger popstjernen Justin Biebers hustru for krænkelse af varemærke.

Ifølge de juridiske dokumenter, som TMZ har fået aktindsigt i, beskriver tøjvirksomheden, at de frygter, at Hailey Biebers brand vil ødelægge alt det hårde arbejde, de har lagt i deres virksomhed, der har eksisteret siden 2013.

Rhode NYC beskriver videre, hvordan Bieber tidligere forsøgte at få “RHODE” varemærket, men ejerne, Purna Khatau og Phoebe Vickers, nægtede at opgive varemærket.

Biebers status som kendis – og ikke mindst som Justin Biebers hustru – er årsagen til, at hendes virksomhed har fået den start, den har, mener tøjvirksomheden.

Justin Bieber
Foto: Mega

Folk skulle angiveligt have tagget Haileys brand i stedet for deres, når det omhandlede deres tøj, og det understreger deres beskrivelse af folks forvirring over de to brands.

En kilde tæt på Haileys brand fortæller dog, at Hailey har fået varemærket godkendt til sin hudplejeserie, mens Rhode NYC har varemærket for tøj.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også