https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/september/mormorarme-prim.jpg
Skønhed

Vink farvel til mormor-armene

10. september 2012
af Malene Fich Weischer
foto: All Over
Mormorarme, grevindegardiner og bingovinger. Kært barn har mange navne. Bortset fra at det her ”barn” faktisk slet ikke er så kært. Læs her, hvordan du slipper af med de forhadte ”flagrearme”…

Mormorarme - eller rettere overarme med lidt slap og hængende hud, - er noget, som rammer de fleste kvinder med tiden. Grunden til det er, at netop den muskel, der ligger på undersiden af armen - tricepsmusklen - sjældent bliver brugt. Og da slet ikke, hvis du har et stillesiddende job, hvor du bruger det meste af tiden foran computeren.

Den rette kost
Men heldigvis kan man sagtens kæmpe imod de svingende underarme. Vores gode venner på Alive.dk har derfor taget fat i træningseksperten Anne Bech og spurgt, hvordan man kan slippe af med mormorarmene, og der er flere fronter, man kan sætte ind på.
"Mange tror, det bare er træning, der skal til, men kost og livsstil har også stor betydning for, om du får mormorarme eller ej", fortæller Anne Bech, og fortsætter:
"Den bedste måde, at undgå mormorarmene på via kosten, er at spise grøntsager og rent protein såsom kylling, oksekød og fisk. Lad være med at spise for meget brød og forarbejdede kornprodukter og sukker."

Gør kroppen fit og få fred i sindet med yoga

Gå i seng!
Men flagrearmene forsvinder ikke alene via din kost. Din livsstil skal også sættes under lup, og du kan starte såre simpelt - nemlig med at gå i seng.
"Vi går generelt for sent i seng i Danmark. Men skal man undgå mormorarmene er det faktisk væsentligt, at man ikke er oppe til senere end klokken 22:30", siger Anne Bech.
"Nogle af kroppens hormoner arbejder om dagen og nogle om natten. Dem, der arbejder om natten er vores mæthedsregulerende og fedtforbrændende hormoner, og de stopper med at arbejde, hvis der er lyst i rummet. Man skal prøve at følge solens rytme, det kan kroppen bedst lide".

Træn problemet væk
Det giver sig selv, at selve mormorarmen også har brug for træning, men det nytter ikke noget kun at træne bagsiden af armen.
"Det er vigtigt at træne hele kroppen, og især kvinder glemmer at træne overkrop og er tit slappe i armene", siger Anne Bech. Men man kan også træne tricepsmusklen direkte og til det formål har Anne Bech lavet tre øvelser, som alle går direkte i mormorarmen:

Øvelse 1: Armbøjninger træner både brystmusklen, som også tager den lille lap hud ved bh'en, overarmen biceps og mormor-underarmen. Og man kan sagtens lave dem på knæene.

Øvelse 2: Sid på en stol med fødderne lidt fremme. Sæt hænderne på sædet, tip numsen ud over kanten, og sænk så kroppen op og ned med albuerne tilbage.

Øvelse 3: En god øvelse til sofaen er, at have to halvliters flasker med vand i hver arm. Stræk armene op over hovedet, og hæv og sænk flaskerne bagom hovedet.


Sæt i gang!

Den gode nyhed er altså, at der er masser du kan gøre ved mormorarmene - og jo tidligere du starter, og jo mere du følger Anne Bechs råd, jo bedre. Den dårlige nyhed er imidlertid, at der ikke kommer nogen og hjælper dig. Det er dig selv, der skal i gang med at spise sundt, sove godt og træne jævnligt for at det for alvor skal have nogen effekt… Er du klar på det?!

Læs også