kvinde med smukke øjenbryn
Skønhed

Makeupartisten guider: 5 ting du skal passe på med at gøre ved dine øjenbryn

8. august 2019
af Pernille Buhl
Foto: Panthermedia
Øjenbrynene udgør en stor del af den måde, vores ansigt fremtræder på – og derfor gælder det om at være varsom, når du fx plukker eller farver dem – for det kan ændre hele dit udtryk. Her deler feminas makeupartist Pernille Buhl ud af sine tips og tricks til de smukkeste øjenbryn.

1. At overplukke

Vi ved alle sammen godt, at tendenser og udtryk i mode og skønhedsbilledet ændrer sig løbende, og de fleste af os gør, hvad vi kan for at holde trit med de nye sæsoner. Men sådan en ting som øjenbryn – der skal man være lidt varsom. De fleste af os kan huske tendensen i 90’erne, hvor de helt tynde bryn bare var sagen. Sagen er så bare den, at overplukker du dine bryn i lang tid, så kommer hårene ikke tilbage. Så lige hvad angår bryn, er det en rigtig god idé at holde fast i det lidt naturlige og selvfølgelig rette til og lave en flot form. Men ikke mere end det.

2. At ændre den naturlige form

Der er nogle vejledende ”regler” for, hvordan du plukker det helt perfekte bryn. Husker I den med at holde pincetten inde ved øjenkrogen ved næsen, lige ud for pupillen og fra den yderste øjenkant og ud til slutningen af brynet? Den regel holder altså stadig. Der skal en vis længde på brynet for at få ansigtet til at se symmetrisk ud, der skal ikke være for meget mono-bryn, og der skal være et lille knæk lige der omkring midten. Laver du for meget om på det ved f.eks. at lave brynet kort, så kan det godt komme til at se lidt mærkeligt ud.

LÆS OGSÅ: Se forskellen: 14 kendte kvinders brynforvandling gennem årene

3. At tegnene brynene op med sort eller brun farve

Det næste råd er et af dem, jeg har sagt flest gange, når jeg bliver spurgt om gode råd til øjenbryn – men det er altså også vigtigt. Bryn skal have en KOLD neutral og naturlig farve. De skal ikke være helt sorte (med mindre dine naturlige bryn er helt sorte), og de skal ikke være brune. Farver du dit bryn op med en mørkebrun farve, så er det stor sandsynlighed for, at de vil syne røde. Et bryn skal helst være koldt, så bruger du et makeupprodukt til at farve med, så vælg en mere grålig tone. Og den skal være en del lysere, end du lige regner med. Du lægger på i lag og bygger farven op, så de skal nok blive mørke alligevel.

4. At overfarve

Jeg er naturligt lyshåret og mine bryn ligeså. Derfor får jeg dem farvet ind imellem, fordi et lidt mørkere bryn giver lidt mere karakter og form til ansigtet. Men man skal passe på med ikke at farve dem alt for mørke, hvis man er lys. Det skal jo altså stadig se bare lidt naturligt ud, og folk skal ikke tænke, at det er brynet der kommer gående med dig som påhæng.

5. At få tatoveret brynene

Dette emne er svært, så derfor vil jeg heller ikke sige, at du ikke skal få det gjort. Men du skal virkelig undersøge det sted, du vælger. Der kan gå så mange ting galt, og det er trods alt en permanent løsning. Er det ikke et ordentligt sted, du bruger, risikerer du at dine bryn med tiden får en helt forkert farve, og så er det altså bare ærgerligt.

LÆS OGSÅ: 8 kendte kvinder, der har taget de fyldige øjenbryn til sig

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_3.png

Læs også