Hår

Her er dit hårs værste fjender

af Isabella Hindkjær, Alive.dk 15. februar 2012
Er dit hår genstridigt, og ligner det høstak hver eneste morgen, er du måske selv ude om det. For ofte er det dine egne hårrutiner, der står i vejen for en smuk, glansfuld manke

De fleste sukker efter smukt og glansfuldt hår, men det er ofte dine egne hårrutiner, der står i vejen for de sunde lokker. Mange kvinder døjer nemlig med hår- og hovedbundsproblemer, der nemt kunne være undgået.

- Mange er for hårde ved håret, fordi de betragter det som noget dødt. Selve håret er et hornlag, som kan sammenlignes med hornene på en ko, men i den proces, hvor håret dannes under huden i vækstlaget er det jo i den grad levende. Det betyder, at måden hvorpå vækstlaget stimuleres er afgørende for, hvordan dit hår ser ud, siger Kristina Rafn Hagen, der er frisør og indehaver af Rafn Coiffure i København.Læs også: 5 tips til smukkere hår

Her giver hun dig 3 råd, der hjælper dig til at undgå de værste hårsyndere:

Opsat hår efter badKlassikeren er, at du, efter at have været i bad om morgenen, sætter håret op i en hestehale eller knold og går ud ad døren. Lader du det sidde sådan, vil det i mange tilfælde stadig ikke være tørt i op til to dage efter, og det er skadeligt, især for huden i hovedbunden. Forestil dig, at du pakker kroppen ind i vådt tøj i to dage - hvordan tror du så, huden ser ud? Går du rundt med det våde hår i en opsat frisure, er der rigtig god grobund for bakterier, fordi der samtidig er meget varmt helt inde ved hovedbunden. Det kan i sidste ende give en kløende og sviende ubalance i hovedbunden, der minder om svamp. Derfor så husk at føntørre håret, inden du sætter det op, hvis du ikke har tid til at lade det lufttørre.

Voks og lakRigtig mange kvinder bruger i dag et væld af stylingprodukter i deres hår, og uanset om det er voks, gelé eller lak, kan det være skadeligt på længere sigt. Det er nemlig ikke produkterne i sig selv, der er det værste, men det, at mange ikke får vasket dem ordentligt ud af håret, når de går i bad. Det kan for eksempel skyldes, at man har valgt at bruge en økologisk, parabenefri shampoo eller et andet mildt produkt, og det tager altså ikke de skrappe stylingprodukter. Det betyder, at produktet bygger sig op i håret, og det kan på sigt give livløst hår og hårtab samt en hovedbund, der er irriteret, rød og i nogle tilfælde plaget af svamp.

Læs også: De bedste frisurer til din ansigtsformUredt hår og hovedbundHvis du glemmer at bruge børsten, risikerer du mere end filtret hår. Hovedbunden har nemlig brug for at blive rørt og stimuleret, så blodcirkulationen holdes i gang. Ser du for eksempel på små børn, der stadig ikke har fået hår, er det normalt, at de danner et tykt, gult skællag, der hedder arp, netop fordi deres forældre tror, at de ikke skal rede hovedbunden, når barnet ikke har hår. Det samme kan ske for voksne kvinder, hvis man undlader at rede hovedbunden - man ser det bare ikke på samme måde, fordi håret dækker det ækle skællag. Derfor er det vigtigt, at du reder håret hver dag, og at du samtidig sørger for at massere hovedbunden, når du vasker håret.