Julepynt - lav din egen adventskrans
Bolig

Få inspiration til din adventskrans: Julens 15 smukkeste adventskranse

af Annette Riis-Carstensen 22. november 2013
foto: Stinne Heilmann og Kristian Septimius Krogh
Vi har alle sammen en adventskrans, der spreder hygge i julemåneden. Med de levende lys og lugten af gran er den blevet kendetegnet på, at nu er julen endelig på vej. Her får du masser af inspiration til årets adventskrans

Den traditionelle adventskrans er af gran, med fire hvide lys og afsluttes med et rødt bånd. I dag er den klassiske krans blevet nytænkt mange gange, og efterhånden er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke farver og materialer, du kan bruge. 

Vi har fundet en række forskellige bud, der kan give inspiration til, hvordan din krans skal se ud i år. For selv hvis vi ønsker os en krans, der stråler af nytænkning, så kan vi alle blive enige om, at det vigtigste er, at vores adventskrans er hyggelig.

Julens flotteste adventskrans - find inspiration i galleriet

GALLERI: Julens smukkeste adventskranse

En sød adventskrans lavet af snebolde fra Toms. Omkring en styroporring har vi med limpistol limet lækre, hvide chokoladesnebolde og spiddet hvide stearinlys på spyd og sat dem ned i kransen.
En stærk pinkfarvet og grøn adventskrans, der giver kulør i stuen. Kransen er bundet af ædelgran og enebær, tørrede hortensia, røde snebær og hibiscusfrøstande. Bind enebær, nordmannsgran og nobilisgran (det holder længere end rødgran) tæt omkring en halmkrans. Stik små limefarvede, tørrede hortensia ind i det grønne og lim hibiscusfrøstande imellem. Spid de store bloklys på tre styk elefanttråd á 5 cm og stik dem ned i kransen. Bind kønne bånd omkring hvert stearinlys.
Nøddekransen kræver sirlighed og stor tålmodighed. Vi har formet en ring af flere stykker elefanttråd, der er viklet sammen med ståltråd og derefter omviklet med blomstertape. Hver enkelt hasselnød, mandel og afrikansk kogle stikkes på ståltråd (bor et lille fint hul i hver) og vikles omkring ringen. Når ringen er dækket på hver side, limes nødder imellem og ovenpå med limpistol, og der stikkes pistacieblade ind imellem nødderne. Lim små metallysholdere på kransen.
..har vi valgt at holde i lime, grønne og lilla toner og bundet blade af parykbusk, skimmia, pistache, enebær og serbisk gran omkring en halmkrans på 22 cm. Klip nålegrenene så de har en længde på 10-15 cm og fjern nålene på de nederste fem cm af nålegrenene. Bladene på de øvrige grene klippes af hovedstilken, så der sidder tre cm stilk på bladet. Læg 2-3 forskellige grene og bladstilke på kransen og fastgør dem med grøn vindseltråd. Fortsæt sådan hele vejen rundt om kransen med skiftende materiale, så der er lidt af hvert på kransens inder-, yder- og overside. Klip elefanttråd ca. otte cm lang – tre stk. til hvert bloklys. Elefanttråden varmes op over et lys og stikkes derefter ned i bloklyset. Dekorer med et par friske, lilla asters hist og pist, bind kønne silke- og velourbånd til sløjfer omkring hvert lys. Et lille tip: Spray granen med hårlak, så drysser den ikke så hurtigt. Alle materialer er  fra Garden Shop Høsterkøb.
...eller hvad køkkenet gemmer. I en gammel kagedåse har vi lagt en våd oasis og derefter pudemos ovenpå. Fire almindelige, hvide stearinlys med et sødt bånd omkring er stukket ned imellem mosset. De små æsker er tændstikæsker, som vi har pakket ind i lidt julepapir – hver æske gemmer på en overraskelse, én for hver adventsøndag. Bånd fra Garden Shop og stearinlys fra Asp Holmblad, prikket kop og porcelænsske fra Greengate. Kagedåsen er privat.
En helt naturlig krans, der vil glæde familie og venner i julen – og efter jul de vilde fugle. I en plastkrans lægges en gennemvædet oasiskrans, og kanten pyntes med frisk enebærgran. Hvert rosenkålshoved sættes på en ca. fem cm lang grillpind og stikkes sirligt ned i oasiskransen. Tre stykker elefanttråd, ca. seks cm, er stukket op igennem hvert juletræslys, 80 kr. pr. stk. fra Brøste.
Her har vi bundet rødgran, serbisk gran, eucalyptus og hekselyng omkring en halmkrans og derefter pyntet med et kønt bånd, bundet i sløjfer. Fire bloklys er sat midt i kransen, og fine, flettede papirstjerner er lagt hist og pist. Stjerner i flere str. i farverne hvid, lysegrå og koksgrå er fra Stjernerstunder. Krans og bånd er fra Garden Shop. Bloklys i flere str. 35 kr., 39 kr. og 55 kr. fra LZ design.
Grankrans i grønne og røde farver på adventsstativ. Den er bundet omkring en halmkrans med gran, enebær og eukalyptus med frugtkapsler på begge sider af kransen, så den kan komme op at hænge på et adventsstativ. (Du kan også vælge at købe en færdigbundet krans; bare sørg for, at den er bundet på begge sider). Sæt kransen fast på stativet med to lige lange stykker postbånd, der bindes på kransen fire steder og krydser hinanden på toppen af stativet. Bind stribede sløjfer omkring postbåndene. En fin lille detalje er de røde manilamærker, der er bundet omkring sløjfen. På hvert manilamærke skrives tallene 1-4, og på bagsiden skrives en sød lille oplevelse til den, du har kær. Sæt fire almindelige stearinlys på ca. 4 cm lange spyd (tre spyd i hvert lys), som du har klippet af elefanttråd, opvarmet over en flamme og stukket ind i lysets bund.
Omkring en lille halmkrans, 30 cm, har vi limet pebernødder fast med limpistol. Hvert sterinlys er sat ned i en metalholder, og elefanttråd på fem cm er stukket igennem metalholderen – så lyset kan stå stabilt i kransen. Sløjfer er bundet omkring hver lyseholder. Halmkrans, bånd og metalholdere er fra Panduro Hobby. En dejlig duft af pebernødder og jul spredes, når kransen tændes. Når lysene er brændt ned, hænges kransen udenfor i et træ til glæde for fuglene!
Kransen her spreder en liflig duft af jul. Den er bundet omkring en halmkrans af enebær, rosmarin og timian. Dæk halmkransen med enebær, og sæt derefter urterne fast i små buketter med blomstertråd, lim med limpistol hel stjerneanis omkring kransen. Placér 4 kraftige bloklys med tre spyd i hver og stik dem ned i kransen. Bind fine bånd om lysene, sæt kransen på et groft fad.