Bolig

En skøn efterårshave

af Gusta Clasen, Haveselskabet 24. september 2010
Havesæsonen behøver ikke at være slut, fordi det er blevet efterår. Haveselskabet giver tips til, hvordan du får en skøn efterårshave med blomster, gyldent efterårsløv og kulørte bær og frugter

Er din have lidt kedelig her sidst på sæsonen, kan du sætte kulør på den med græsser og planter, der blomstrer smukt til langt hen på efteråret. Eller med træer og buske i efterårsfarver, der får haven til at gløde. Da september er en god plantemåned, behøver der ikke at være langt fra tanke til handling.Her får du fem gode ideer fra Haveselskabet til en skøn efterårshave:• Plant grupper af sensommerblomstrende planter som fx asters, solhat, sankthansurt, hjortetrøst og høstanemone. Disse planter er flerårige stauder, der kommer igen år efter år.• Prydgræsserne er smukke, når de står og vifter i det gyldne efterårslys. Elefantgræs er fx en kraftig og alligevel yndefuld plante, der fint kan bruges sammen med større stauder. Men der findes også fine prydgræsser i en lidt lavere højde bl.a. lampepudsergræs, mosebunke og star.• Plant et par træer eller buske med strålende røde eller gyldne høstfarver i din have. Det kan fx være benved, japansk ahorn, røn eller bærmispel. De er alle små træer/store buske, som der kan blive plads til i de fleste haver.• Mange træer og buske har dekorative bær og frugter i efteråret. Paradisæbler er flotte og bliver ofte siddende længe. Andre smukke træer og buske med bær og frugter er hybenroser, røn, dværgmispel, ildtorn og kristtorn. Når du planter dem, får du samtidig en høj stjerne hos havens småfugle.• Hvis dine krukkeplanterne ser lidt trætte ud ovenpå sommerens strabadser, kan du give dem nyt liv ved at skifte jorden ud og plante nye planter. Krysantemum, pyntekål, hebe og lyng er klassikere til efterårskrukker. Men du kan også sætte flerårige planter som prydgræs eller alunrod med røde, gyldne eller brogede blade i krukker. Få flere tips til din have hos Haveselskabet og på www.haven,dkRELEVANTE LINKS