boligreportage Henriette Cornelia Heegaard
Bolig

En drøm af et yndigt træhus

10. juni 2019
af Jan Ove Kristensen
Henriette havde altid drømt om at bo i et sort træhus med hvide sprossevinduer og højt til loftet. Den drøm gik i opfyldelse, da de fire døtre var flyttet hjemmefra, og Henriette og hendes mand flyttede ind i det yndigste træhus i gammel stil – men helt nybygget.
HER BOR: Henriette Cornelia Heegaard, 63 år, og hendes mand John, 65 år. Henriette er yogalærer, socialpædagog og ejer af en institution for unge med en psykiatrisk diagnose. BOLIG: Træhus fra 2008 i Hornbæk. AREAL: 147 kvm.
På en naturgrund omgivet af høje fyrretræer i Hornbæk ligger et bedårende træhus og ligner noget, der blev bygget for over 100 år siden. Men Henriettes drømmehus er kun 11 år gammelt. – Moderne arkitektur er spændende, men kan ikke blive et hjem for mig. Jeg ville have et hus med stemning og en atmosfære af, at det altid havde ligget der, fortæller Henriette, der altid har ønsket sig et sort træhus med hvide sprossevinduer og få, men store, værelser med højt til loftet. Henriette boede også i Hornbæk, da hun var helt lille, og hendes far var direktør for Hotel Trouville. – Hotellet var min legeplads, og vi boede i et anneks ved hotelbygningen, fortæller hun. Faderen døde, da Henriette var syv år, og så måtte familien flytte. Men de overvejende gode minder fra barndommen i Hornbæk gav hende og hendes mand John lyst til at flytte tilbage, da parrets fire døtre var flyttet hjemmefra.
En arkitekt hjalp med at gøre drømmehuset til virkelighed, og de hvidmalede rum med brede fyrretræsgulve har Henriette møbleret med en skøn blanding af gamle og nye møbler. På væggene hænger malerier, som hendes forældre tog imod som betaling af fattige kunstnere for et ophold på hotellet. Det var helt normalt i 1950’erne. – Vi har taget de bedste møbler fra vores tidligere hus med. Og så har vi suppleret med ting, der passer ind her. Jeg er på vagt over for at få et bedstemoragtigt hjem uden æstetik, bare fordi det er synd at kassere gammelt, lyder det fra Henriette, som gerne forærer de ting, hun har tilovers, til venner og familie. – Det giver en god følelse at give noget væk uden at få penge for det. Ja, man får det bedre selv af at gøre sådan, slår hun fast. LÆS OGSÅ: Barndommens ønskebolig blev til virkelighed KOM MED INDENFOR I DET YNDIGE TRÆHUS I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også