https://imgix.femina.dk/media/article/web_succes_panthermedia_a60774413_6256.jpg
Sådan får du mere succes i dit liv - og lærer at sætte pris på det.

Står du i vejen for din egen succes?

6. august 2017
af webredaktionen
foto: Panthermedia
Vi bærer ofte rundt på idéer om, hvordan vi og vores liv bør være. Men det er ikke altid, de virker motiverende – ofte har de ligefrem den modsatte effekt. Læs her, hvordan du kan gøre dit liv til en succes.

Har du succes?

Hvordan tror du, andre vil beskrive dig og dit liv? At du er succesfuld? At du lever det "ideelle" liv? Ja, måske vil de sige netop det om dig. Også selvom, du ikke selv føler, dit liv er PRÆCIS, som du gerne vil have det- Vi står nemlig ofte i vejen for vores egen succes - og det er synd og skam. Læs her hvorfor, og hvordan du kan ændre det.

Du venter på det helt rigtige tidspunkt

Enten har du netop købt nyt hjem, har syge børn, veninder med store personlige problemer, en rund fødselsdag, der skal overstås, eller andre opgaver, som skal løses først. Du venter med andre ord på den perfekte timing. Men hvis du hele tiden venter på, at det rigtige tidspunkt skal komme, så kan du komme til at vente længe.

Sådan kan du gøre i stedet: Når du får øje på, at du hele tiden udsætter dit mål, så spørg dig selv, hvorfor det er så vigtigt at finde det rigtige tidspunkt? Hvad handler det dybest set om? Ifølge psykoterapeut Christina Copty handler det ofte om manglende mod. Hvis du vil leve med fuldkommen kontrol for at føle dig tryg, så vil du aldrig finde det rette tidspunkt. Du er nødt til at turde træde ud af din sikkerhedszone.

Du går for meget op i, hvad andre synes

Du er bange for, at andre vil se ned på dig og tænke dårligt om dig – enten fordi du er bange for, at du ikke lever op til andres niveau, eller fordi du ikke er en succes fra første færd.

Sådan kan du gøre i stedet: Det er de færreste, der er succesfulde helt fra starten. Selv de mest succesfulde har begået fejl eller fået afslag. Undersøgelser har vist, at man først er ekspert, når man har 10.000 timers erfaring inden for det, man laver. Øv dig i at stå ved dig selv, uanset hvad andre måtte mene.

Følg SØNDAGs guide til mere selvværd - og dermed mere succes - lige her.

Du stræber efter det perfekte

Du er overbevist om, at kun det perfekte vil give dig succes her i livet. Alt andet vil føre til fiasko. Derfor gør du dig så meget umage, at du ofte er helt udmattet og måske ender med at give op.

Sådan kan du gøre i stedet: Ifølge psykoterapeut Christina Copty kan det være hjælpsomt for perfektionister at sige til sig selv, at de skal stræbe efter at blive bedre i stedet for udelukkende at fokusere på, at de skal være perfekte. Det perfekte findes ikke, så lad være med at kæmpe helt så meget. Du kan sagtens have succes uden at være perfekt. Ingen anden i verden gør eller har gjort præcis som dig, så slap af og tro på, at ”godt nok” er rigeligt perfekt.

3 tips til at lære af dine fejl

Lad være med at lade det ”uperfekte” slå dig ud – lær i stedet af dine fejl, så er du hurtigt på vej mod succes!

1. Succesfulde typer ser deres fejltagelser som mulighed for at lære noget nyt – ikke uoprettelige katastrofer.

2. Hvis du har fejlet, så spørg dig selv om, hvad du kan gøre anderledes næste gang.

3. Når du har analyseret, hvorfor tingene gik galt, så vend dig om mentalt og se fokuser på næste forsøg.

Kilde: Health.com

Læs også