Trist kvinde med armene over kors
Selvudvikling

Brug dit kropssprog til at styrke din kommunikation

9. august 2018
af Bodil Stride Jensen
Foto: Panthermedia
Kropssprog kan i mange tilfælde sige mere end det, der umiddelbart kommer ud af din mund. Men ved at have fokus på nogle særlige punkter, kan du styrke din kommunikation i din næste samtale med veninden, kollegaen, din kæreste eller chef.

På trods af at kropssproget ligger som et urinstinkt, så er det på samme tid noget, som du, ifølge ekspert i kropssprog Jesper Bergstrøm, må lære at anvende, hvis du ønsker at benytte det til din egen fordel. Bliver du mere bevidst om dit eget kropssprog og dets betydning, har du nemlig også lettere ved at aflæse andres. Her sammenligner Jesper Bergstrøm kropssproget med talesproget.

- Ved talesproget har vi ord, hvor vi ved kropssproget har signaler. Når vi sætter forskellige ord sammen, danner vi en sætning, som giver en bestemt betydning. Det samme er tilfældet med kropssproget, hvor en bestemt kombination af forskellige signaler skaber en bestemt betydning i den kontekst, man er i, fortæller han.

Han understreger dog, at det er vigtigt ikke at isolere et enkelt signal og kun tolke en betydning ud fra det.

Kropssprog skal ses i sammenhæng

- Kropssproget skal fortolkes i den sammenhæng, det foregår i, ellers kan der let opstå misforståelser. Det er lidt ligesom at læse en ordbog. Ordene i sig selv giver ikke mening isoleret set, men sætter du dem sammen med andre ord og ind i en bestemt kontekst, så får det pludselig en bestemt og meningsgivende betydning. Sådan er det også med kropssproget. En kvinde, der sidder med korslagte arme, kan isoleret set blive opfattet som afvisende over for den, hun taler med. Men der kan være mange andre faktorer, som kan spille ind på kvindens kropssprog. Hun kan eksempelvis fryse og prøve på at holde varmen, eller hun kan krydse armene af ren og skær vane. Det er først, når du ser de korslagte arme i kombination med andre signaler, som peger i samme retning, at du kan begynde at tolke en bestemt betydning på baggrund af hendes adfærd. Sidder kvinden og har en samtale, hvor hun lige pludselig lægger armene over kors, undgår øjenkontakt og drejer ansigtet væk fra den anden, så er det mange signaler, som samlet set indikerer en afvisende adfærd. Derfor er man nødt til at se på hele den kontekst, som adfærden kommer til udtryk i, siger Jesper Bergstrøm.

Ved at se på sammenhængen mellem signalerne og den kontekst, signalerne opstår i, får du større chance for at aflæse andres kropssprog korrekt. Vær især opmærksom, når mange signaler peger i samme retning – også selv om det er en anden retning end den, som de talte ord sætter.

LÆS OGSÅ: Taler du kropssprog?

5 vigtige punkter ved dit kropssprog, som du skal være opmærksom på

Vil du gerne blive bevidst om dit eget kropssprog og bruge det aktivt i din kommunikation? Så vær opmærksom på disse fem ting:

1 - Øjenkontakt og blikretning

Har du en tendens til at kigge væk, når du taler med folk? Så kan det være en god idé at træne dig selv i at bevare øjenkontakten med ham eller hende, du taler til. Ifølge Jesper Bergstrøm har undersøgelser nemlig vist, at to personer skal have øjenkontakt i 70-80 % af samtalen, for at der er tale om en god samtale. Har du mindre øjenkontakt, kan du risikere at virke uinteresseret, og har du mere øjenkontakt, kan du virke intimiderende. Desuden peger han på, at blikretningen har betydning for samtalens effekt.

- Kigger du den anden part i øjnene, kan det være et tegn på venlighed og interesse for det, vedkommende siger, men glider blikket ned til munden eller hagen, kan det blive opfattet som om, du har mere intime intentioner, fortæller han.

2- Ansigtsberøring

Rører du dig ofte i ansigtet, når du taler med andre personer? Det er ifølge Jesper Bergstrøm et tegn på, at du enten er nervøs eller utilpas i situationen.

- Når du rører dig selv på næsen, i panden eller i nakken, er du med til at berolige dig selv, og det giver indtryk af, at du er anspændt i situationen. Her trykker du nemlig på forskellige nervepunkter, som får dig til at slappe mere af. Det samme er tilfældet, når du nusser andre eller får massage. Det er med til at stimulere nervesystemet, så det får dig til at slappe af, fortæller Jesper Bergstrøm.

3 - Kropsholdning

Din kropsholdning siger mere, end du tror. Den fortæller, hvordan du generelt har det. Retter du dig op, er det ofte, fordi du føler dig tilpas i situationen, og derved udstråler du god selvtillid. Er du derimod trist og utilpas i situationen, kan det også ses på din holdning, hvor du ofte har en tendens til at falde mere sammen.

LÆS OGSÅ: 7 tips til at lære at tackle din frygt

4 - Kropsretning

Din kropsretning fortæller, hvad du er interesseret i. Drejer du dig væk, er det ofte ifølge Jesper Bergstrøm et tegn på, at du enten ikke kan lide vedkommende, der står foran dig, at der er dårlig kemi mellem jer, eller at du ikke er interesseret i at høre mere. Står du derimod med retning mod vedkommende indikerer det en god kemi mellem jer, hvor du er interesseret i det, vedkommende vil fortælle, og du vil derfor blive opfattet som mere lyttende.

5 - Føddernes retning

Den retning, dine fødder peger i, viser ifølge Jesper Bergstrøm den retning, som din hjerne har fokus på. Peger dine fødder mod personen, der snakker, så er du lyttende og tilstede i samtalen, men drejer fødderne væk i løbet af samtalen, er det ofte et tegn på, at du gerne vil afslutte samtalen og komme videre.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også