Kom sund gennem julen
Selvudvikling

Kom sund gennem julen

23. november 2017
af Anne W. Ravn
Foto: Panthermedia
Julen er sød, men kan netop derfor blive svær rent vægtmæssigt. Her får du gode råd til, hvad du kan gøre for ikke at få alt for mange overflødige kilo på sidebenene - men samtidigt nyde den gode julemad.

Julen er på vej. I gamle dage var der plads til at overspise i december, mens nutidens fyldte forråd året rundt betyder, at de fleste af os slet ikke har plads til ekstra kalorier og derved måske kommer ind i det nye år med overflødige kilo. Netop alle sammenkomsterne i december udgør en såkaldt højrisikosituation for mange af os. Vi er trætte, stressede, optaget af snak, og hjernen lokker: Ræk nu ud efter mere på det fad der, for det er længe siden, du har smagt æbleskiver og konfekt og julesmåkager, og du er så træt, at du snart kollapser, hvis du ikke får noget indenbords.

Julen med og uden for mange kalorier

Begge dele er noget vrøvl, men du adlyder uopmærksomt, og endnu en gang tog situationen styringen, og du kom igen til at gumle for mange af de velkendte æbleskiver eller julesmåkager. Hvis du vil ud af december uden ekstra kalorier på hofterne, skal du trods den travle tid overveje og planlægge, hvordan og hvad du vil spise resten af måneden.

LÆS OGSÅ: Bedste småkager til julen

5 gode råd

1. Planlæg, så du hver dag får en pose sunde snacks med på job eller under et tæppe hjemme i sofaen. Køb ind, vask og skræl og snit det hele på forhånd og opbevar køligt eller i en boks med vand.

2. Lav velsmagende nem mad med fuldkorn og grøntsager og spis kun en portion, så har du også til i morgen.

3. Gør julerent, gå en tur og få i alt mindst tre-fem timers fysisk aktivitet om ugen.

4. Aftal med familie, kolleger og venner, at I også kan ses uden at mødes omkring bjerge af mad.

5. Overvej på forhånd, hvordan du tackler negative følelser omkring julens forpligtelser og udfordringer på en anden måde end ved at spise.

Læs også