Takt og tone
Selvudvikling

Guide: Har du styr på takt og tone anno 2018?

Det er i år 100 år siden, at fru Emma Gad udgav sin bestseller ”Takt og Tone - hvordan vi omgaas”, men mange af de sociale spilleregler fra dengang er stadig aktuelle. Takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj giver her sin miniguide til god opførsel anno 2018.

Hvad betyder takt og tone i dag?

Må mobilen være en fast del af middagsselskabet, og er værtindegaver noget, som hører fortiden til? Selvom det i år er 100 år siden, at Emma Gad slog tonen an med sin bestseller om takt og tone, så er fru Gad stadig særdeles vigtigt i dag, fortæller takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj.

– Emma Gads bog er mere aktuel end nogensinde før, hendes råd holder vand den dag i dag i en lidt opdateret version naturligvis, og det er nok ikke mindst, fordi hun havde lune og var meget nuanceret. Takt og tone handler i bund og grund om at kunne sænke skuldrene og have det rart. Og vi kommer til at genopfinde den gode opførsel, for vi skriger efter den. Man mærker nærmest et sug efter at få de sociale spilleregler igen, for vi er meget optagede af at analysere hinandens adfærd, mener Gitte.'

Gitte har altid interesseret sig for gode og sunde relationer.

– Det er bare sådan imellem mennesker, at god opførsel gør social omgang nemmere. Det giver stor tryghed at kende de sociale færdselsregler. Etikette er omsorg og bør aldrig tænkes som sådan noget stramtandet noget, som nogen måske tror, det er. Det handler om at fjerne nogle sten på vejen, være opmærksom på sine omgivelser og have empati. Ofte kan man tage udgangspunkt i, hvordan man gerne selv vil mødes. Og husk så, at hvis man har en smule pli med sig i bagagen, så får man et meget sjovere liv, siger Gitte, der mener, at god dannelse er mindst lige så vigtig som uddannelse.

– I dag har vi så meget uddannelse, men vi glemmer ofte den helt banale gode opdragelse. Husk eksempelvis de to små ord tak og undskyld, for de vil bringe dig langt i livet, lover hun.

 

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Hvad er nutidens takt og tone?

Her får du Gittes guide til god opførsel på fem forskellige områder i det moderne liv:

Guide til god mobilbrug:

Mobiltelefonen er blevet vores trofaste livline. Den følger os overalt både hjemme, på arbejdspladsen, og når vi mødes med hinanden i ”det virkelige liv”. Ifølge Gitte er det vigtigste med hensyn til mobilbrug, at vi formår at være nærværende i den situation, vi er i. For mange vil det betyde, at det er mest hensigtsmæssigt at slukke mobilen, når vi f.eks. mødes med en veninde eller i det mindste sætte den på lydløs.

– Tid og nærvær er det mest kostbare, vi har, og ved at slukke mobilen signalerer vi, at vi prioriterer at bruge vores tid og energi på den, vi er sammen med.

Drop de mange selfies

– Du ved det jo godt, men lad nu være med at tage selfies hele tiden, når du er ude blandt andre. Det forstyrrer og afbryder den gode samtale. Vær til stede nu og her, og drop hele den dokumentation, som selfies og andre fotos i bund og grund er. Nyd livet, som det udspiller sig foran dig, og vær en aktiv deltager.

Du kan ikke skjule det

– Det kan ikke nytte noget at sidde og forsøge at skjule sin mobil under bordet, mens man famlende besvarer en sms. Dugen begynder måske ikke ligefrem at lyse, men tro mig, alle bemærker det. Og det er altså stemningsdræbende, når der sidder en med til bords, som på den måde viser, at der er andre eller andet, som er vigtigere. Det er meget uhøfligt og absolut no go.

Bed dem om at slukke

– Er du sammen med et menneske, der konstant har mobiltelefonen klistret fast til håndfladen, så kan du godt tillade dig at bede vedkommende om at slukke den og være til stede. Men gør det omsorgsfuldt. Sig f.eks.: Prøv at høre her… Jeg vil simpelthen så gerne tale med dig. Kan du ikke lægge mobilen væk? Får man sagt det på en måde, så vedkommende kan se, at man mener det, så bliver de fleste faktisk glade og føler sig set og prioriterede.

I det offentlige rum

– Tag hensyn til andre. Det er ikke alle, der har lyst til at blive indviet i dine mere eller mindre private samtaler eller være motiv på dine mobilfotos.

 

LÆS OGSÅ: Sådan håndterer du urimelige mennesker

Guide til venskaber:

En god ven er en, man måske er så heldig at have for livet, Gode, varige relationer er nærmest livsvigtige for os. Det at kunne dele vores tanker og erfaringer med andre er ikke alene identitetsskabende, men det forhindrer os også i at føle os ensomme, og når vi rammes af livskriser som skilsmisser og dødsfald, er det ofte med venners hjælp, at vi kommer igennem en svær tid.

– Du får kun gode venner ved selv at være en bedsteven. Det lyder enkelt, men det er det ikke. Mange er ikke så gode til relationer. Især ikke vores unge mennesker. Og det er sårbart, for vi ønsker os alle en god ven, som vi kan dele stort og småt med, og hvor der er en loyalitet i forholdet. Det, man skal huske, er, at en god relation kræver arbejde og god etikette. For det er vigtigt, at man er opmærksom på den anden, når vedkommende er i krise, men også, når der sker vedkommende noget godt. Man skal passe på med at tage et venskab for givet, det er f.eks. vigtigt at få oplevelser sammen, for ligesom man bliver slidt i et ægteskab, hvis man ikke laver noget sammen, så gør man det også i et venskab. 

Guide til takt og tone i ægteskabet

Her er vi inde i et minefelt, som er så omfattende, at der kunne skrives lange bøger om emnet. Alligevel ridser Gitte gerne et par betragtninger op.

– Lad være med at udlevere og udstille hinanden. Der er ting, der bør holdes imellem ægtefæller, for vi er sprøde og sårbare. Små, sarkastiske bemærkninger, der fyger gennem luften, når der er andre til stede, er ikke på sin plads.

Gitte påpeger i øvrigt, hvor vigtigt det er at huske hinanden, ikke kun hjemme, men også når man er ude som par.

– Man skal naturligvis ikke klæbe til hinanden som par ved sociale sammenkomster, men den mand, der inden middagen går hen og siger til sin kone: Ha’ nu en dejlig aften, skat. Ham vil jeg også have!

 

LÆS OGSÅ: Sisse Fisker: Jeg er blevet skidegod til at sige nej

Guide til at være en omsorgsfuld værtinde

Som vært eller værtinde har man ansvaret for sine gæster. Det betyder først og fremmest, at man skal tage sig godt af dem og være grundigt forberedt mht. bl.a. menu, borddækning og bordplan. Den omhyggelige  forberedelse er den halve fest. En god velkomst betyder også meget.

– Gør det lidt hyggeligt og tænd lys ved døren. Når gæsterne kommer, så vær åben og lydhør, vis, at du har glædet dig til at se dem. Jeg har en øvelse, jeg kalder ”Chaplin”, den handler om at indtage en kropsholdning som netop Chaplin – åben og med front imod gæsten. Ikke noget med at vende kroppen halvt til og være på vej væk. Gæsten skal føle sig set, for gør man det, så vokser man også. Og en rigtig god vært kan få gæsten til at føle, at vedkommende vokser.

Når gæsterne er vel ankomne, så giv dem praktiske informationer f.eks. om, hvor de finder toilettet, og om, hvorvidt der er natmad, og hvornår den serveres.

– God takt og tone handler også om ikke at stresse sine gæster, og bliver gæsterne ordentligt introducerede for huset, de andre gæster og planen for aftenen, så føler de sig trygge, og det er vigtigt. Så informer. Folk, der ikke ved, hvad der skal foregå, bliver stressede.

– Præsenter gæsterne for hinanden. På den måde får de noget at tale om, når de senere går til bords. Man har mange forpligtelser som vært, så lad være med at drikke for meget i løbet af aftenen. Når det er sagt, så husk, at en hyggelig aften eller middag  handler mere om indhold end om form. Så tag det roligt, og lad være med at gøre det sværere, end det behøver at være. Undgå f.eks. at lave en 10-rettersmenu, der betyder, at du skal spæne imellem bord og køkken hele aftenen. Det er samværet, gæsterne kommer for – ikke menuen.

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min veninde har mistet jordforbindelsen

Guide til at være en god gæst

Den gode gæst kommer først og fremmest med begejstring og et åbent sind og er indstillet på at deltage, bidrage og mingle.

– Jeg har et udtryk, der hedder ”en nedgroet negl”. Med det mener jeg, at alting ligesom hænger nedad. Og man er ikke i tvivl om, hvem det er. Det er sådan nogle gæster, der midt i festen kan finde på at sige, at de skal tidligt hjem, fordi de skal opereres i morgen. Lad være med at slukke festen. Når der f.eks. bliver skålet, så undgå at sige: Uha nej, jeg skal ikke have mere at drikke. Man kan sagtens skåle uden at drikke. Så vær med, hæv dit glas og sig skål.

– Når man bliver inviteret til fest eller middag, så er det mest taktfuldt at svare hurtigt på invitationen. Er man forhindret, så fortæl hvorfor. Man skal også huske altid at udvise glæde over, hvem man får til bords.

–  Det er naturligvis nemmere sagt end gjort. For vi ved alle, at der er så mange dårlige bordherrer derude, og hvis de vidste, hvordan vi rater dem, så ville de nok være mere opmærksomme fremadrettet. Får man en dårlig bordherre – en, som er selvoptaget eller bare ikke byder ind, så kan det godt nok blive en lang aften. Her har begge hold en forpligtelse. Jeg plejer at sige, at den bedste gæst overhovedet, det er den gæst, der kommer og stiller spørgsmål. Jeg kender ikke nogen, der ikke har en historie, men jeg kender mange, der ikke får den fortalt. Så vis interesse – og lyt så efter. Husk i øvrigt på, at der er emner, man bør undgå i selskaber. Det kan være arbejde, politik, religion, penge og sex. Det er i virkeligheden det, vi allerhelst vil snakke om, men det kan skabe krisesituationer, så man skal fare med lempe.

Hvad med værtindegaver?

Det er altid mest høfligt at medbringe en værtindegave, når man bliver inviteret. Ved at komme med en lille ting viser man, at man værdsætter, at værtinden ”lægger hus til”. Når man vælger en værtindegave, skal man tænke på modtageren: Hvad er vedkommendes smag og stil? Køb ikke en stor, robust sammenplantning til en værtinde, der bor stilrent og minimalistisk, eller viskestykker i pangfarver til en, som bor romantisk og ”hvidt i hvidt”. Er man i tvivl, så er god vin og chokolade altid sikkert. Blomster er også en mulighed.

 

Om Gitte Hornshøj

Hun er kendt fra tv og som brevkasseredaktør, hun har skrevet flere bøger, og så har hun igennem godt 30 år været en eftertragtet foredragsholder bl.a. med foredraget ”Takt og tone – med plads til unoder”. Desuden har hun og ægtemanden Arne lang erfaring som restauratører og vinimportører.

Læs mere om: