Det vigtigste brev – blev kontaktet af sin bortadopterede søn
7. juni 2014Mit hjerte stoppede nærmest
Malou Rotvel Pagh fik i 2013 et brev, der betød alverden for hende og bragte hende 23 år tilbage i minderne. Minder, der stadig gør ondt at tænke på.
I 1989 gik en 15-årig pige rundt og bar på - ikke bare et nyt lille menneske inde i sig, men også på en stor hemmelighed. Pigen var Malou Rotvel Pagh, og under uheldige omstændigheder på sin efterskole var hun blevet gravid.
Men hun havde ingen at dele sin graviditet med, for hun turde ikke fortælle sin mor det. Den voksende mave blev skjult bag store trøjer, og moderen nævnte ikke med et ord, hvad hun sandsynligvis godt kunne se var sket for datteren. Malous forældre var skilt, og hun havde ikke megen kontakt til sin far, der døde i 1999.
- Jeg havde ingen fortrolighed eller nærhed med min mor, og jeg var bange for hendes reaktion, derfor var abort heller ikke på tale, for det kræver som udgangspunkt forældrenes samtykke, hvis man er under 18.
- Vores hjem var en fin kulisse på overfladen, min mor havde et godt job, men der var ingen søde ord og ingen kærlighed. Det var hende, der købte bind til mig - og hun må da have undret sig over, at jeg ikke brugte dem i ni måneder. Men det var bare endnu et bevis på, at jeg hverken blev set eller hørt, fortæller nu 41-årige Malou. Og hun gav først sin mor besked om den forestående fødsel, da veerne var ubønhørligt i gang.
- Hendes reaktion var blot, at »hun skulle ikke være mor for min horehunge«, for det var hun sikker på, hun ville blive. Der var ingen støtte at hente, men jeg havde regnet med, at når jeg først kom ind i systemet, ville der blive taget hånd om min situation. Men det blev der ikke.
Barnet bortadopteret
Malous historie gør ondt at høre om, for hendes mor besluttede, at barnet - en velskabt søn - skulle bortadopteres. På trods af at Malou havde en veninde, hvis mor havde givet tilsagn om, at Malou og hendes barn kunne bo hos dem.
Turen på hospitalet og den hårde fødsel husker hun kun som i en døs, og så mindes hun den enorme tomhed, da sønnen blev taget ud af hendes favn, og at hun blev givet medicin, der skulle stoppe mælken. Bagefter var det bare hjem til moderen, hvor Malou faldt i et sort hul.
- Jeg gloede ud i luften og registrerede blot, at en dame fra kommunen kom for at sætte adoptionssagen i gang, og da jeg bad om et billede af min søn, sagde min mor nej. For så ville jeg bare sidde og »dyrke min sorg«, som hun sagde.
Malou fik dog billedet, og hvert år på sin søns fødselsdag har hun bagt kage og kigget på det, ligesom hun har også givet ham et navn, som kun få kender til. Hun har ikke fået flere børn, og det har heller ikke været et ønske for hende - hun har haft andet at kæmpe med som sygdom, social angst og et hash-misbrug.
Men for ca. syv år siden skiftede Malou så spor.
Brev fra en mor til en mor
- Efter mange års terapi kom jeg frem til, at jeg ikke behøvede at have min mor i mit liv mere, og jeg afskrev derfor kontakten til hende, hvilket var en befrielse, fortæller Malou. Hun er i dag på førtidspension pga. fibromyalgi og mén efter et trafikuheld og har sin egen madblog, klidmoster.dk Hun havde tidligere haft kontakt til Familiestyrelsen, fordi hun var begyndt at overveje at kontakte sin søn - eller snarere hans adoptivforældre. Men i første omgang blev det ikke til noget.
- Jeg talte med en fantastisk dame, og hun rådede mig til at tænke mig godt om. Måske ville jeg aldrig få svar, måske ville jeg få et negativt svar - var jeg parat til det? På det tidspunkt fik jeg kolde fødder, men da jeg nogle år efter var blevet skilt fra min eksmand Max - som jeg nu faktisk er kæreste med - og endelig havde fået min egen lejlighed, afskrevet min mor og i det hele taget fået mere styr på mit liv, da var jeg parat.
- Jeg kontaktede derfor Familiestyrelsen igen i 2013 og kom pudsigt nok til at tale med den samme dame. Hun fortalte, at loven var blevet lavet om i 2009, så alle adopterede børn nu havde krav på at kende deres biologiske ophav. Jeg kunne med andre ord skrive direkte til min søn, fortæller Malou, der af respekt dog valgte at stile brevet til hans mor.
Selv små forandringer kan skabe mere lykke i dit liv. Her får du 10 enkle trin til mere lykke
- Jeg »spuletudede« i de tre dage, det tog mig at skrive brevet. Det var en syndflod af følelser, der vældede ind over mig, og jeg måtte få Max til at rydde ud i de værste føle-ord og læse korrektur på brevet.
Malou Rotvel Pagh bliver stadig berørt, når hun skal fortælle om de dage i fjor, hvor hun tog hul på et nyt kapitel i sit liv: At få kontakt til den søn, der blev taget fra hende ved fødslen 23 år tidligere - præcis. For det var på hans fødselsdag, hun sendte brevet til sin søns adoptivmor.
»En rigtig person«
Hun havde sat ca. en måned af, hvor hun ville vente - og håbe - på svar, men der gik ikke engang en uge, så kom svarbrevet, hvor ikke bare adoptivmoderen skrev, men også sønnen sendte nogle linjer og sin mail-adresse til Malou.
- Det var så vildt, mit hjerte stoppede nærmest, og jeg stortudede. For der lå også seks billeder, bl.a. et fra den dag, de sendte brevet til mig. Han lignede min far og var alt det, jeg kunne drømme om, fortæller Malou med begejstring.
Hun har stadig ikke mødt sin søn eller hans forældre, men de er snart ved at få en aftale i stand. Det har været vigtigt for hende, at alt er foregået i små bidder.
- Jeg tænker meget på ham, men er også sårbar, så vi tager små skridt. Nu ved jeg, hvad hans rigtige navn er, at han har det godt og nok har fået et bedre liv, end jeg kunne have givet ham. Det har bundet en sløjfe på mit tab, og jeg føler, det er den brik i mit puslespil, der har manglet, for at jeg kunne blive rigtig voksen. Jeg har brugt så mange kræfter på at spekulere på ham - nu er han »en rigtig person«, og det er guld værd. Jeg føler mig fuldbragt som menneske.