Motion og øvelser

Gå dig sund og slank

Et par gode sko. Det er alt, hvad du behøver for at komme i form og tabe dig. Det eneste, du skal gøre, er at tage skoene på, og gå ud ad døren. Her får du en guide til, hvordan du kommer i gang, og gode råd til hvor langt du skal gå, hvor tit, og hvor meget, du egentligt kan forbrænde. God tur.

Sådan kommer du i gang

• Gå mindst én gang om dagen. Det vil efterhånden give dig en grundform.

• Jo længere du kan gå, desto hurtigere får du has på form og figur. Men er du ikke vant til at gå så langt, er det bedre at starte langsomt op med små ture, end at lægge for hårdt ud og herefter give op.

• I begyndelsen kan du nøjes med at gå en tur i den lokale park eller bare rundt i kvarteret.

• Senere kan du bygge på med en længere tur rundt i byen eller på vandrestier og skovområder.

• Overvej også at anskaffe dig en skridttæller eller en armbånds-GPS for at se den distance, du har gået eller det antal skridt, du har taget. Når du forbedrer og forlænger gåturene er det en fantastisk god motivation til at fortsætte endnu længere lidt efter lidt.

At gå en tur er for de fleste en helt naturlig ting, men de færreste forbinder det med rigtig træning. Og det er synd. For vi danskere er fantastisk privilegerede med masser af muligheder for at gå ture. Overalt er der stier, fortove og vandreruter, som lige er til at gå til.

UGEPROGRAM: Begynder, let øvet og meget øvet

Hvis du bare sætter tempoet og længden lidt op efterhånden som du kommer i form, så tæller gåturen lige så godt som mere målrettet motion. Gang kan nemlig give en overraskende god fedtforbrænding med den rigtige teknik.

Jo, du har tid
Travlhed er tit en undskyldning for ikke at træne. Men dårlige undskyldninger dur ikke her. For gang er en nem form for motion at få til at passe ind i selv et stramt program. Du kan nemlig gå når som helst og hvor som helst.

En gåtur kan nemlig sagtens også være en del af dagligdagens øvrige gøremål eller en aktivitet, du kan lave sammen med familien eller veninderne. Prøv at tænke din hverdag igennem, og se om ikke du kan undvære noget af tiden foran fjernsynet eller computeren, og i stedet kan gå ud og få noget frisk luft.

Kalorier rasler af
Gang som motion handler selvfølgelig ikke om at gå små hyggelige spadséreture på Strøget eller korte slentreture i skoven på en solskinssøndag, men derimod om at tage nogle solide traveture. Helst hver dag. Uanset vejr og vind.

Tempoet har ikke nogen betydning for, hvor mange kalorier, du forbrænder på turen. Men det har distancen derimod. For uanset om du går, lunter eller spurter én kilometer, forbrænder du, i følge forskningsleder Bente Klarlund Pedersen fra Center for Inflammation og Metabolisme, det antal kalorier, som du vejer i kilo.

- En kvinde, der vejer 70 kilo, forbrænder altså 70 kalorier ved at bevæge sig én kilometer. På fem kilometer forbrænder hun fem gange 70, altså 350 kalorier. Det sker uanset om hun går eller løber - men hun bruger selvfølgelig meget forskellig tid på det, forklarer Bente Klarlund Pedersen.

Så jo længere du går, desto mere forbrænder du, og jo højere din puls kommer, desto længere fortsætter forbrændingen bagefter. Nu er det bare med at komme i gang.
 

 

 

Læs mere om: