Hjerne
Krop & velvære

Sådan gør du hjernen stærk med små ændringer i hverdagen

16. januar 2018
af Karen Munk Ebbesen
Foto: Panthermedia
Hjernen kan sagtens styrkes gennem hele livet. Mange af os træner vores hjerner med forskellige hovedbrud, men det er faktisk ikke den bedste måde at træne de små grå på. Få her en hjerneforskers bud på, hvordan du gør din hjerne stærk og robust.

Vil du styrke hjernen? Vi har alle sammen hørt om hjerneceller, og om hvordan man er født med en bestemt mængde, som kun bliver lavere gennem livet, og om hvordan man mister en portion, hver gang man slår hovedet.

Det er rigtigt nok, at vi er født med en vis mængde neuroner, som hjernecellerne egentlig hedder, og det er rigtigt nok, at en stor del af disse neuroner forsvinder med tiden. Modsat hvad man tidligere har troet, er det dog ikke kun mængden af hjerneceller, der har betydning for hjernens funktion.

I de senere år er hjerneforskerne også begyndt at fokusere på det, der forbinder neuronerne: Hjernens netværk. Hjernens netværk er de lange udløbere, som sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne, forbinder de forskellige funktionsområder i hjernen og sender beskeder til og fra kroppen. Og det er netop her, hvor man selv kan gøre en aktiv indsats for sin hjerne – også selv om man er kommet op i alderen.

Ifølge Ellen Garde, som har forsket i hjerner i adskillige år, kan og skal man arbejde med hjernens netværk hele livet.

– Vi bliver født med et meget sparsomt netværk. Derfor er det noget, man skal arbejde med ved at træne sin hjerne hele livet. Hvis man gør det, kan man udvikle sit netværk og gøre hjernen stærkere – også når man er blevet ældre, siger hun.

LÆS OGSÅ: 4 tips til at holde hjernen i topform

Hjernen er som et vejnet

Hjernens netværk kan ses som et vejnet. Hvis man primært har store, lige motorveje, kan man jo sagtens komme rundt. Men hvis der pludselig er en af vejene, der bliver spærret, så kan der være områder, man ikke kan komme frem til. Det er det samme i hjernen. Hvis hjernen oplever mange gentagelser af den samme øvelse, eksempelvis sudoku, bliver hjernen særligt effektiv på netop dette punkt. Det svarer til, at man får bygget en motorvej på den forbindelse i hjernen, man bruger, når man løser sudoku.

– Faren er, hvis man tror, at man har trænet hele sin hjerne, fordi man har løst sudoku i tyve år, for det har man ikke. Du har trænet nogle specifikke funktioner. Det er selvfølgelig superfint at have sådan en motorvej, men det er et veludviklet netværk, der kan hjælpe dig. Hvis der kommer en prop og sætter sig i blodkarrene til den motorvej, så er det jo bare slut, siger Ellen Garde.

Derfor plæderer hun for, at man skal skabe så mange forbindelser om muligt i hjernen. Man skal helst både have nogle store, brede hovedveje, men også små genveje og smutveje. På den måde kan man tage en omvej, hvis motorvejen pludselig bliver lukket.

– Forestil dig vejnettet omkring Los Angeles. Når man ser det oppefra, ser det fuldstændigt absurd ud, men det er faktisk sådan et, du skal have oppe i hjernen.

I det daglige liv kan man altså sagtens fungere udelukkende med motorveje på førstesalen, men når det med alderen kommer til at knibe med synet, hørelsen eller bevægeligheden, kan man pludselig opleve, at man ikke længere kan bruge den vej, man ellers er kørt ad hver dag. Og derfor skal man komme det i forkøbet og huske at træne sin hjerne løbende, så man får dannet nogle omveje.

LÆS OGSÅ: Hold hjernen i gang med bridge

For også at få dannet de mindre veje, bør man sørge for at skabe afveksling i sin hverdag. De fleste af os har mange fastgroede vaner, som vi slet ikke tænker over. Derfor kan du udfordre din hjerne ved at gøre op med nogle af disse. Kig på, hvilke af dine vaner, der er mest fasttømrede, og forsøg at skabe lidt afveksling.

Ideer til at træne hjernen:

· Sæt dig på en anden plads, end du plejer, til frokost

· Køb ind i et nyt supermarked, så du skal lede efter varerne

· Flyt rundt på tingene i skabene derhjemme

· Gå en tur et uvant sted

· Kør en anden vej hjem fra arbejde

· Lav din morgenrutine i en anden rækkefølge, end du plejer

· Gør noget med dine veninder, I ikke har gjort før

· Sæt dig for at lære noget nyt

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også