Overgangsalder - husk, det bare er en overgang
Kost og helbred

Overgangsalder – husk, det bare er en overgang

Overgangsalderen kan være en plage. Men det ER bare en overgang. På den anden side venter et liv, hvor tingene falder på plads og bliver lettere. Du har noget at glæde dig til. Læs, hvad læge Søs Wollesen siger her. Og bliv glad.

Begynder du så småt at kunne vinke farvel til overgangsalderen og dens mange plager? Så har du noget at glæde dig til:

– De fleste ting falder på plads igen, når du er ude af overgangsalderen. Der er skrevet og sagt meget om overgangsalderen og alle de medfølgende plager, men der har ikke været så meget fokus på livet efter. Og det er synd, for der er mange fordele forbundet med livet efter overgangsalderen, som jo drejer sig om resten af livet, forklarer Søs Wollesen, der er læge og bl.a. har skrevet bogen »Fri mig for flere hedeture«.

LÆS OGSÅ: Hormonvenlige retter til dig, der stadig har hedeture

– En af fordelene er, at du begynder at huske bedre igen. Det er lidt, ligesom da vi fik børn og ammede, hvor vi gik rundt i en tåge, der lettede, da vi holdt op med at amme, forklarer hun.
- Og hvor det var svært at tabe sig i overgangsalderen, er det ikke længere helt så svært. I den nye livsfase begynder det dog at blive vigtigt, at du ikke er for tynd, fordi du har brug for østrogen, og det får du primært fra kroppens fedtdepoter efter overgangsalderen. Så sørg gerne for at have fem trivselskilo på din krop, råder lægen.

LÆS OGSÅ: Måske er du først på vej IND i overgangsalderen:

Stærke knogler

En anden god nyhed er, at vi ikke nødvendigvis får skrøbelige knogler, bare fordi vi bliver ældre.
– Det største fald i knoglemassen sker i årene omkring og nogle år efter den sidste menstruation. Herefter finder hormonerne en ny balance. Vi nedbryder og opbygger hele tiden knoglemasse, og efter overgangsalderen bliver nedbrydningen ikke så meget større end opbygningen. Så hvis du styrketræner og spiser rigtigt, kan du sagtens have stærke eller få stærkere knogler, hvis du aldrig har haft fokus på det før.

LÆS OGSÅ: Du kan spise dig til mindre gener

Hold gang i sexlivet

Efter overgangsalderen kan du dog forsat opleve tørhed i skeden, og her anbefaler Søs Wollesen, at du bruger glidecreme ved samleje.
– Det er vigtigt at holde gang i sexlivet, fordi det frigiver forskellige gavnlige hormoner, som for eksempel dopamin og endorfin. Disse hormoner gør dig glad og får kroppen til at slappe af. Selv om du ikke har lyst, så prøv alligevel at have sex, eller stimuler dig selv, siger hun. 

Efter overgangsalderen (Postmenopausen)

*   Når du har haft 12 på hinanden følgende måneder uden menstruation, er du på vej ud af overgangsalderen. Så kommer nogle år, hvor dine hormoner skal finde et nyt leje. Østrogenproduktionen er lav i nogle år efter den sidste menstruation.
*  Postmenopausen varer fem-ti år, men for de fleste kvinder går der omkring fem år, hvor hormonerne er ved at have fundet en ny balance, og hvor der stort set ingen kvindelige kønshormoner bliver danner i æggestokkene. Kroppen indstiller sig på ny tid.     

Kender du en, der elsker SØNDAG? Giv hende et abonnement på SØNDAG i julegave - fra 150 kr. >

Boost dine knogler med...

...TRÆNING
Dine knogler vil fremover miste styrke på grund af din alder og tab af hormoner. Det gælder især, hvis du ikke gør noget for at holde dem ved lige med styrketræning.

...KALK OG MAGNESIUM
For knoglerne er det særlig vigtigt, at du får kalk og magnesium. Hvis du spiser kål og drikker mælk, er du godt dækket ind med hensyn til kalk. Har du kramper i benene, så kan det tyde på, at du mangler magnesium.

...VITAMINER
Vitaminerne D3 og K2 er meget vigtige vitaminer. Forskning tyder på, at K2-vitamin gør det muligt for kroppen at overføre kalk til de knogledannende celler i knoglerne. Søs Wollesen anbefaler, at du tager en kombination af D3-vitamin, calcium og K2-vitamin. K2 findes også i æg og goudaost.

Husk - få målt dig

* Selv om du aldrig har haft problemer med hverken kolesterol eller blodtryk, anbefaler Søs Wollesen, at du en gang om året får målt blodtryk, højde og kolesteroltal.
* To-tre år efter sidste menstruation får nogle kvinder nemlig – til deres store overraskelse – pludselig forhøjet kolesterol og/eller blodtryk. Det kan du også forebygge ved at spise en masse kål, grønne grøntsager og røde ris.

Læs mere om: