Hovedpinepiller kend forskel
Hovedpine

Hvad er forskellen på hovedpinepiller?

1. februar 2022
af SØNDAGs sundhedspanel
Udgivet første gang juni 2012. Foto: Shutterstock
Der findes mange forskellige slags, men hvilken type hovedpinepille skal bruges til hvad? Få svaret her.

Når kroppen og hovedet værker, kan en løsning være at finde hjælp i en lille hvid hovedpinepille.

Men man skal være opmærksom på, hvilke piller man spiser, for hver enkel pille har forskellig effekt, forklarer læge Lise-Lotte Hergel.

- Både Kodimagnyl og Panodil - som også kaldes Paracetamol, fordi det er det stof, der er det aktive i pillen, og også kan købes som Pamol og Pinex - hører til gruppen af svagt virkende smertestillende medicin. Begge typer virker febernedsættende og smertelindrende, forklarer hun og fortsætter:

- Kodimagnyl indeholder to typer smertestillende stoffer, nemlig acetylsalicylsyre og kodein. Acetylsalisylsyre kan virke som den mildeste form for gigtmedicin, kaldet NSAID, som er i samme boldgade som Ipren.

- Derfor virker Kodimagnyl også udemærket ved muskelsmerter og ledsmerter, forklarer hun.

Vær opmærksom

Hun understreger dog, at man skal være opmærksom, hvis man spiser blodfortyndende medicin.

-Acetylsalisylsyre er let blodfortyndende, hvilket kan være et problem, hvis man får blodfortyndende medicin i øvrigt.

- En del mennesker tåler ikke acetylsalisylsyre og de må selvfølgelig ikke spise Kodimagnyl, og hvis man har tendens til for meget mavesyre eller mavekatar, så kan Kodimagnyl irritere mavesækken, forklarer hun.

Kodimagnyl er faktisk et helt mildt morfin-stof, hvilket betyder, at nogle mennesker kan opleve at blive lidt svimmel, hvis de spiser kodimagnyl.

Mindre effektive men mindre bivirkninger

- Har man led- og muskelsmerter kan panodil/paracetamol også være gode, men en anelse mindre effektive.

- Fordelen ved at spise de mindre effektive piller er dog, at de til gengæld ødelægger de ikke mavesækken ligesom de ikke påvirker blodets størkningsevne, så der er som regel lidt færre bivirkninger ved dem, siger Lise-Lotte Hergel.

Hun pointerer dog, at man netop på grund af bivirkningerne vil anbefale at bruge Panodil/Paracetamol/Pinex/Pamol som smertestillende, hvis de er tilstrækkelige, fordi der er færre bivirkninger og mindre risiko for at påvirke mavesækken.

Man skal dog huske at et større forbrug af Panodil er skadeligt for leveren, så det er meget vigtigt, at man overholder den dosering, der er angivet til den vægtklasse, man tilhører.

Læs også