mad
Krop & velvære

Flere (fuld)korn kan redde dit liv

10. november 2016
af Birgitte Muldbjerg
Foto: Panthermedia / All Over Press
Spiser du nok korn? De gode, gamle danske kornsorter havre, byg, hvede og rug byder på en vifte af sunde næringsstoffer, som kan gøre en stor, sund forskel, hvis de bliver en større del af den mad, vi spiser til hverdag. Spiser vi flere af dem – og spiser vi dem hele som fuldkorn, kan de forebygge flere livsstilssygdomme.

– Hvis der er et tidspunkt, hvor det bestemt giver mening at lægge sin kost om, så er det midt i livet, hvor der er risiko for at få forhøjet kolesterol, diabetes og tarmsygdomme, og jeg er slet ikke i tvivl om, at man vil mærke en effekt, hvis man begynder at spise mere korn i form af fuldkorn, siger cand.scient. i human ernæring Anja Olsen, der arbejder på Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse, hvor hun forsker i sammenhænge mellem kost, livsstil og kræft. De klassiske danske kornsorter er sunde bud på netop sygdomsforebyggede mad, og det gælder både hvede, havre, byg og rug:

Hvede bidrager med både fibre, protein, kulhydrater og flere mineraler og vitaminer som eksempelvis B-vitaminer, E-vitamin, kalium, fosfor og jern. En stor, dansk undersøgelse viste for et par år siden, at fuldkornshvede er en af de bedste kornsorter til at forebygge tarmkræft – sandsynligvis på grund af de såkaldte opløselige fibre, der er gode for vores fordøjelse.

Havre og rug er noget af det bedste, du kan spise, hvis du vil gøre alt for at forebygge en blodprop i hjertet. Det hele korn indeholder blandt andet B-vitaminer, E-vitamin og mineralerne kalium, kalk og magnesium – foruden fibre, kulhydrater, proteiner og sunde fedtstoffer.

Er det altid (fuld)korn? 6 myter om mørkt brød

Flere sunde korn

Byg byder på blandt andet B-vitaminer, E-vitamin og et hav af forskellige mineraler som selen, zink, jod, kalium, kalk og magnesium.

Rug bidrager med B-vitaminer og E-vitamin ligesom de andre kornsorter, og er rugkornet ligeså spækfyldt med mineraler som byg. Men ud over det er der andre indholdsstoffer, som har interesseret forskerne: rug er den kornsort, der har det højeste indhold af fibre, så det mætter utroligt godt, men stoffer som eksempelvis lignaner, polyfenoler og alkylresorcinoler bliver også studeret for at finde ud af, hvorfor rug gang på gang bliver kåret som en regulær sygdomsbekæmper.

Mange af de forebyggede næringsstoffer sidder i dele af kornet, som ikke bliver brugt de i helt fine melprodukter, så det er vigtigt, hvis man vil udnytte kornsorterne sundt, at det er hele kornet, der er brugt. Det finder du eksempelvis i fuldkornsmel, grahamsmel, valsede produkter og i knækkede korn. Se efter fuldkornsmærket på produktet, hvis du er i tvivl.

Få (fuld) korn nok på en dag

Du skulle gerne have minimum 75 gram fuldkorn om dagen, og måske får du det allerede … her er nogle eksempler på, hvad en dagsdosis svarer til:

1 dl havregryn + 2 fuldkornsboller + 2 stykker fuldkornsknækbrød

2 skiver fuldkornsrugbrød + 1 skive fuldkornsknækbrød + 60 gram fuldkornspasta

2 dl havregryn + 1 skive fuldkornsrugbrød

60 gram fuldkornsmysli + 2 skiver fuldkornsbrød + 1 fuldkornstortilla + 1 stykke fuldkornsknækbrød

1 skive fuldkornsbrød + 1 stykke fuldkornsknækbrød + 60 gram fuldkornsris

Læs også