Kost og helbred

Derfor er du allerede sulten igen

Du har lige spist morgenmad, og så er du sulten igen! Dit valg af morgenmad er utrolig vigtig, fordi den afgør, hvordan du reagerer og har det resten af dagen

Mange kan nikke genkendende til følelsen af sult om morgenen - selvom morgenmaden netop er indtaget.

- Hvis du allerede en halv time efter, at du har spist din morgenmad, føler sult, så kan det være to ting: Enten har du spist en morgenmad, der er for lidt mæthed i. Det kan fx være, at du har spist for fiberfattigt eller at proteinindholdet var for lavt. Eller også er det en vane, du skal have brudt. Hvis du er vant til at få noget at spise hurtigt igen, vil din hjerne og mave skrige efter mere mad. Her kan det være en stor hjælp, at prøve at sige til dig selv, at du får din morgenmad, og så får du igen et mellemmåltid midt på formiddagen, fortæller diætist Lisa Bolting.

4 nemme måder at blive sundere på

Spis fibre og proteiner

Er du mæt på en sund måde fra dagens start, vil du lettere kunne sige fra over for usunde og fedende fristelser på din vej. Et stabilt blodsukker og en god fornemmelse i maven er helt grundlæggende. Derfor skal din morgenmad - som resten af dagens måltider - bestå af en sammensætning af fibre og protein.

- En god start på dagen kan for eksempel være en portion havregryn og et glas mager mælk eller havregrød kogt på mælk, en tyk skive rugbrød med mager ost eller æg, en portion mager surmælksprodukt med et pænt lag fiberdrys eller en hjemmebagt grovbolle med magert pålæg og mager ost. Variér gerne dit valg af morgenmad, så du ikke kører surt i havregrøden, for så kommer du nemmere til at synde i dagens løb, siger diætisten.

Hvorfor er en sund morgenmad så vigtig?

Når du står op om morgenen, vil dit blodsukker være lavt, fordi det er længe siden, at du har spist.

- Din krop vil have brugt af sine reserver af sunde proteiner og fedtstoffer, for at reparere sig selv imens du sov. Så kroppen er bogstaveligt talt sulten på mere end én måde efter sunde fødevarer, så du kan få energi til en god dag og den kan få de nødvendige byggeklodser til at holde dig glad og sund, fortæller Lisa Bolting.

Så spis et ordentligt morgenmåltid, og sørg for gode, faste mellemmåltider i løbet af dagen.

Ved du hvordan morgenmad påvirker din hjerne? - Få svaret her

Læs mere om: