Moden kvinde, der smiler og strækker ud
Kost og helbred

Bliv klogere på dit stofskifte

Stofskiftet er på mange måder kroppens motor, som reguleres af hormoner fra skjoldbrugskirtlen og understøttes af en sund livsstil. Når du har et stofskifte i balance, så vil dine celler forny sig og danne energi til kroppens funktioner i et passende tempo, så du kan nyde livet. Bliv klogere på dit stofte her.

Stofskifte er en fællesbetegnelse for nogle af de kemiske reaktioner, som sker inde i kroppens celler. Speciallæge i intern medicin og endokrinologi fra Aalborg Universitetshospital Jens Peter Kroustrup betegner stofskiftet som den energiomsætning, der finder sted i kroppen.

Selvom du ligger helt stille i et tempereret værelse, så vil din krop alligevel forbrænde energi, som bruges til at opretholde alle kroppens basale funktioner som eksempelvis hjerterytme, hjerneaktivitet og andre livsvigtige funktioner, ligesom hver eneste celle i kroppen hele tiden bruger energi på at vedligeholde og opretholde sig selv, således at de kan varetage deres funktioner i kroppen afhængigt af, hvor de hører til.  

Bevæger du dig eller spiser mad, så vil forbrændingen stige, fordi kroppen så også skal bruge energi til musklerne og fordøjelsen. På den måde kan stofskiftet sammenlignes med motoren i en bil – når motoren er tændt - og det er den, så længe vi lever - vil motoren forbruge energi, også selv om du holder i tomgang. Når du trykker på speederen, vil motoren have brug for mere energi.

På en bil kan man sige noget om ydeevnen og brændstofforbruget ved at se på motorens størrelse – en stor motor kræver mere brændstof end en lille motor. I menneskekroppen kan man tilsvarende se, at en krop med mange muskler – og dermed en større ydeevne – har en højere forbrænding, end en med færre muskler, men så begynder det også at blive lidt tyndt med sammenligningen mellem mekanikken og menneskekroppene, for mens en motor bliver slidt af at blive brugt, så er kroppen en organisme, som hele tiden fornyer og opretholder sig selv, og det hjælper vores stofskifte os med. Så mennesker tager ikke skade af, at der bliver trykket på speederen et par gange om ugen – tværtimod, så er motion en af de ting, som kan hjælpe os med at vedligeholde et sundt stofskifte.

- Det er vigtigt, at man ikke kun ser stofskiftet som en motor, der skal nedbryde den energi eller de fødevarer, som du dagligt indtager. Stofskiftet bidrager også til opbygningen af væv og muskler, fortæller Jens Peter Kroustrup.

 

LÆS OGSÅ: Lavt stofskifte er ofte en overset sygdom hos kvinder

Hvordan virker dit stofskifte?

Skjoldbruskkirtlen er en lille sommerfugleformet kirtel, der sidder på forsiden af halsen. Her bliver hormonerne trijodtyronin kaldet T3 og thyroxin kaldet T4 produceret. Hormonerne bliver ført rundt i kroppen ved hjælp af blodet, så de bliver tilgængelige for alle celler. Niveauet for disse hormoner i blodet bliver reguleret af et tredje stimulerende hormon, thyreoidea  kaldet TSH, der stammer fra hypofysen, som er en lille kirtel på undersiden af hjernen.

Stofskiftets funktion er lidt forenklet sagt at sikre, at alle cellerne i kroppen arbejder i samme tempo. Det er hastigheden i cellerne, som reguleres af hormonerne fra skjoldbruskkirtlen.

- Hastigheden på et stofskifte varierer fra menneske til menneske. Nogle mennesker har fra naturens side et lidt højere stofskifte end andre, uden at det behøver at betyde, at de er syge, siger Jens Peter Kroustrup.

Det er blandt andet derfor, at nogle af os tager på, bare vi kigger efter en kage, mens andre kan spise et stort stykke, uden det kan ses på sidebenene.

 

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Bevar et godt stofskifte

Hvis vi vender tilbage til sammenligningen med en bils motor, så kan et velfungerende stofskifte ifølge ledende overlæge for Geriatrisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Stig Andersen sammenlignes med en motor, som kører i et gear, der er passende i forhold til den hastighed, der køres med. Kører motoren i et for lavt gear i forhold til hastigheden, vil motoren være på overarbejde, og du vil kunne høre, at den lyder anstrengt i forhold til hastigheden, ligesom den ikke vil kunne nå en toppræstation. Kører du i et for højt gear, vil den accelerere langsomt, og du vil have svært ved at følge trafikkens bevægelser op og ned i fart.   

- Hvis gearet i bilen passer til hastigheden, og du trykker på speederen, så accelererer bilen uden problemer, samtidig med at den øger brændstofforbruget. Trykker du derimod ikke hårdt nok på speederen i forhold til gear og ønsket hastighed, så risikerer du, at bilen går i stå. Sådan er det også med stofskiftet. Har du et afbalanceret stofskifte fungerer kroppen optimalt, men sker der ændringer, så stofskiftet bliver for højt eller for lavt, så påvirkes kroppen, og den kommer enten på overarbejde eller går i en dvale-agtig tilstand. Hvis du til gengæld kører i de gear, der er passende i forhold til den hastighed, som trafikken bevæger sig med, så fungerer bilens motor optimalt, og du får den bedste udnyttelse af brændstoffet, fortæller Stig Andersen.

 

LÆS OGSÅ:  Sådan træner og spiser du efter din alder 

For højt stofskifte:

Hjertet galoperer, nervøsiteten stiger og koncentrationen er væk. Det kan være symptomer på et for højt stofskifte.

For højt stofskifte kommer på grund af en øget produktion af thyroxin og trijodtyronin. Man behandler for højt stofskifte gennem medicin, med radioaktivt jod eller ved operation. Hvilken behandling, der er den rette, afhænger ifølge Jens Peter Kroustrup af årsagen til det forhøjede stofskifte.

Er der tale om Graves’ sygdom eller Basedows sygdommen, danner kroppen antistoffer mod skjoldbruskkirtlen. Antistofferne binder sig til cellerne i skjoldbruskkirtlen. Det medfører, at skjoldbruskkirtlen kommer på overarbejde, og den bliver forstørret. Ifølge Stig Andersen er det ofte yngre personer, som rammes af sygdommen.

Er der tale om Knudestruma, dannes der knuder i skjoldbruskkirtlen. Disse er godartede, men producerer for meget stofskiftehormon, som gør, at hormonproduktionen ikke længere kontrolleres af TSH fra hypofysen. Denne sygdom rammer ifølge Stig Andersen primært ældre personer.

For lavt stofskifte:

Musklerne er ømme, trætheden overmander, og vægten stiger. Disse symptomer kan være tegn på et for lavt stofskifte.

Et lavt stofskifte opstår, fordi der er en nedsat udskillelse af stofskiftehormon til blodet fra skjoldbruskkirtlen. Har man et for lavt stofskifte, så påvirker det alle organer i kroppen, hvilket ifølge Jens Peter Koustrup får kroppens funktioner til at gå i stå.

- Man bliver langsommere til at stå op, til at arbejde og til generelt at reagere. Når alle processer i kroppen nedsættes, så kan det resultere i, at affaldsstoffer ophobes, hvilket også kan have negativ indflydelse på dit kolesteroltal, fortæller han.

For lavt stofskifte behandles ved at tilføre et syntetisk fremstillet stofskiftehormon – typisk i form af en tablet.

Læs mere om: