https://imgix.femina.dk/media/sondag/2013/09/36/4-tips-til-en-skarp-hjerne/4-tips-til-en-skarp-hjerne-prim.jpg
Krop & velvære

4 tips til at holde hjernen i topform

2. september 2013
af Birgitte Muldbjerg, SØNDAG, Aller Media
Foto: Panthermedia
Vil du gerne sørge for at holde din hjerne skarp og din hukommelse god, så får du her 4 tips til at holde hjernen i topform

De fleste ved, at motion er vigtigt, og mange danskere træner da også kroppens mange muskler. Men det er måske de færreste, der tænker på, at det faktisk også er vigtigt at træne hjernen.

Og ifølge hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen er der 3 klare fordele ved at træne sin hjerne.

1: Man forbedrer sin hukommelse og korttidshukommelsen, hvis den bliver trænet målrettet.

2: Du kan blive ved med at lære nyt - der er nemlig ingen aldersgrænse for, hvornår man kan tilegne sig ny viden, hvis altså hjernen er modtagelig for indlæring.

3: For hver gang du udfordrer din hjerne, gør du noget for at forebygge at du bliver ramt af aldersdemens.

Sådan spiser du dig fra demens

Men hvordan træner man så hjernen?
Her giver vi dig i samarbejde med hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen dig 4 simple tips til at holde din hjerne i topform.

1: Træn hjernen en halv time hver dag

Alt hvad du laver, der involverer hjernen bare en lille smule, træner din hjerne: Krydsogtværs, sudoku, wordfeud, bridge, men også bare det at læse en bog, udfordrer hjernecellerne.

Lidt større udfordringer kunne være at lære et nyt sprog eller lære at spille et instrument. Eller måske begynde at tage timer i noget, som du var i gang med engang, men ikke har gjort noget ved i mange år.

Det er også god hjernetræning at være sammen med andre mennesker. Når man taler sammen, diskuterer ting og udfordrer hinandens meninger, tvinger man hjernen på arbejde.

Det kan også godt betale sig at overveje, hvad du er god til - og så træne hjernen i noget andet. Arbejder du med tal, så får hjernen større udfordringer, når du kaster dig over noget sprogligt. Men varier gerne din hjernetræning, så du laver noget forskelligt hver dag. En halv time, hvor hjernen bliver sat på arbejde, er nok.

2: Gå en tur hver dag

En gåtur på en halv time, hvor du virkeligt går til, vil gøre, at du danner flere hjerneceller i hippocampus, og så vil det styrke hjernens funktion generelt. Motion er også et godt middel mod stress og kan være med til at give dig bedre humør og mere overskud.

En gang imellem kan du bytte den hurtige gåtur ud med en gåtur, hvor du ikke nødvendigvis går hurtigt, men hvor du går på et underlag, der udfordrer fødderne for eksempel en ujævn skovsti. Det udfordrer forskellige dele af hjernen, fordi det udfordrer både højre og venstre del af kroppen. Så god hjernemotion er altså også at klatre, kravle, dyrke fitness eller danse - alt det, der tvinger hele kroppen til at samarbejde.

3: Spis masser af fisk og grønt

Når du spiser de såkaldte essentielle fedtsyrer, passer du godt på et bestemt stof i hjernen, myelin, der hjælper de elektriske impulser, så hjernen fungerer bedst muligt. Du kan ikke spise dig til mere myelin, men du kan beskytte det, der er. De essentielle fedtsyrer får du især fra hørfrø, nødder, raps, soyabønner, kerner, nødder og korn og fisk.

Derudover viser forskning, at antioxidanter påvirker hjernen. Man mener, at de er med til at bevare cellevævet og på den måde beskytte hjernens funktioner. I hvert fald er det sundt for hjernen at spise masser af mad, som man ved indeholder antioxidanter. Og det er især bær, men også frugt og grønsager.

4: Sov godt

Vil du passe godt på hjernen, så vil det være en god investering, hvis du prioriterer din nattesøvn højt. Især i den del af søvnen, hvor du sover den såkaldte REM-søvn. Det er nemlig her, din hjerne bearbejder dagens indtryk. Den putter de ting, du har lært og oplevet, ned de rigtige steder. Og hvis det ikke sker, hvis du for eksempel tit vågner under REM-søvnen, bliver dine erfaringer ikke lagret rigtigt, og så kan du have svært ved at huske det og også lære nyt, fordi der er huller i dine erfaringer.

Få en god nats søvn - sådan vil kvinder sove

Læs også