Citronmåne - den sunde udgave
Brød og bagværk

Citronmåne - den sunde udgave

18. februar 2017
af Gitte Heidi Rasmussen
Foto: Betina Hastoft
Citronmåne er en ægte kageklassiker, og nu får du opskriften, du skal bruge, hvis du holder lidt øje med taljemålet.

En citronmåne du kan servere til dem, der normalt siger nej tak til kage - så enkelt kan det siges. Skynd dig at printe denne opskrift ud, for den bliver en klassiker i dit kagekøkken. Opskriften giver 16 stk. og tager ca. 15 min. at lave og 40 min. at bage.

Du skal bruge:

¾ dl olie, f.eks. raps- eller vindruekerneolie

150 g rørsukker

2 æg

Revet skal fra 1-2 økologiske citroner

2 dl yoghurt naturel

60 g mandelmel

60 g majsgryn/polenta

150 g hvedemel

1½ tsk. bagepulver

Pynt

2-3 dl flormelis

Skal og saft af citron

Prøv også disse småkager med citron

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 160°.

Pisk olien og sukkeret sammen og pisk æggene i et ad gangen, til æggemassen er luftig og cremet. Rør citronskal, yoghurt, mandelmel og majsgryn i. Sigt hvedemel og bagepulver i dejen og rør den sammen. Kom dejen i en smurt springform, ca. 22 cm i diameter, og bag kagen i ca. 40 min. Lad den køle af på en rist.

Rør flormelis og citronsaft sammen til en glasur og smør den ud på kagen.

Drys med revet citronskal.

Energi pr. person: 189 kcal. Fordelt på: fedt 33 %, protein 7 % og kulhydrat 60 %

Kager, kager, kager:

Læs også