Hovedretter

Kalkun med ricottafyld

Ost er fuld af SMAG, både når du spiser den med brød – og når du kommer den i VARME RETTER, salater eller KAGER. Og der er mange slags at vælge mellem – her har SØNDAGs Louise Dandanell Ørsted taget flere meget forskellige under KÆRLIG BEHANDLING.

TID: CA. 1 TIME OG 30 MIN. 6-8 pers.

Kalkun med ricottafyld

Det skal du bruge:

1 kalkunbryst, ca. 1,2 kg
25 g valnødder
1½ dl persille, basilikum, timian eller purløg
2 fed hvidløg
250 g ricotta
Salt, peber
6 skiver røget skinke
eller bacon
Køkkensnor

Ostebagte bygperler:

150 g bygperler
1 blomkål
250 g spinat
1 spsk smør
1 spsk mel
1 dl varm bouillon
4 dl mælk
100 g gruyère
Muskat, salt og peber
Lidt smør til formen

Tilbehør:

Grøn salat

TILMELD DIG SØNDAGS NYHEDSBREV, OG FÅ REDAKTIONENS FAVORITOPSKRIFTER DIREKTE I DIN INDBAKKE!

Sådan laver du kalkun med ricottafyld:

Tænd ovnen på 200 grader. Dup kødet tørt og læg det på et spækbræt. Skær et snit næsten helt igennem, og åben det som en bog. Bank kødet så fladt som muligt - det tager lidt tid.

Hak nødder og krydderurter fint. Pres eller hak hvidløget og rør det i ricottaen sammen med nødder og krydderurter. Krydr med rigelig salt og peber.

Fordel ricottaen på kødet og rul det sammen. Fordel skinken udenpå og fæstn med køkkensnor. Læg kødet i et ovnfast fad og steg det 1 time.

Kog bygperlerne efter anvisning på emballagen.

Del blomkålen i små buketter. Rens spinaten og damp den i det vand, der hænger ved.

Varm smørret op i en gryde. Pisk mel i til en melbolle. Pisk bouillon og herefter mælk i. Riv osten og rør den i. Smag saucen til.

Smør et ovnfast fad eller 6-8 små ovnfaste skåle. Fordel de afdryppede bygperler i fadet sammen med grøntsagerne og hæld sovsen over.

Bag det store fad i ca. 35 min., de små i ca. 20 min. ved 200 grader.

Server en blandet grøn salat til skiver af kalkunkødet og de ostebagte bygperler.

DEN SCHWEIZISKE GRUYÈRE...

har en aromatisk, ret speciel smag, der bl.a. skyldes den helt ubehandlede råmælk, der anvendes.

Der anvendes 400 l mælk til fremstillingen af en hel ost på ca. 35 kg.

Oprindelig blev osten kun fremstillet i og omkring den lille landsby Gruyère i det vestlige Schweiz.

RICOTTA ...

er et italiensk mælkeprodukt baseret på den valle, der bliver tilovers efter osteproduktion fra f.eks. parmesan.

Konsistensen er let grynet og minder en anelse om hytteost, blot uden de mange »korn«.

Ricotta har en svagt sødlig smag, der gør den velegnet både i det søde og salte køkken.

Vild med ost...

 

Læs mere om: