Hovedretter

Hotdog med hjemmelavet agurkesalat

Solbrændt indianer i kano med åkander og en congobajer ved siden af. Forstår du pølsevognsslang, så ved du præcis, hvilken lækker opskrift der er i vente her

Hotdogs er - desværre - blevet kedelig fastfood, som helst skal skylles ned med en cocio.

Men laver du selv dine hotdogs, kan det faktisk gå hen og blive rigtig lækkert.

I denne opskrift er de kedelige, bløde pølsebrød skiftet ud med lækkert, ristet brød, og den agurkesalat der bliver brugt er hjemmelavet.

Du kan selvfølgelig også gå all in og selv bage pølsebrødene, og måske endda også lave ketchuppen selv.

Uanset hvor hjemmelavet det skal være, kan du lade dine gæster samle deres hotdogs selv. Det er både sjovt og hyggeligt, og de får deres hotdogs, præcis, som de vil have dem.

Hotdogs med hjemmelavet agurkesalat

Tid: 40 min.
4 pers.

Det skal du bruge til dine hotdogs
2 meget tykke skiver brød
Olivenolie
4 gode pølser
Sennep
Ketchup, evt. Hotdog Ketchup fra Bähncke, som ligner den grove variant, man får hos pølsemanden
1 rødløg

Det skal du bruge til hjemmelavet agurkesalat
1 dl kogende vand
1 dl lys eddike
2 spsk sukker
2 laurbærblade
10 sorte peberkorn
1 agurk
Atamon

Fastfood kan sagtens være sundt. Prøv fx denne opskrift på en lækker, sund burger

Sådan laver du hotdogs med hjemmelavet agurkesalat
Begynd med din agurkesalat, så den kan trække:
Kog vandet op med eddike, sukker, laurbær og peberkorn. Lad lagen køle af ved stuetemperatur.

Skyl agurken, skær enderne fra og halver den på langs. Skrab kernerne ud med en teske, skær agurken i tynde stænger og skær dem i små terninger.

Kom agurketerningerne i et Atamonskyllet glas, hæld lagen over og opbevar i køleskab i op til 1 uge.

Så' der hotdogs:
Halver de tykke skiver brød og skær alle fire skiver halvt igennem. Dryp med olivenolie og rist dem gyldne i ovnen i et par min., evt. på grill.

Steg pølserne og kom dem i brødene med sennep, ketchup, hakket rødløg og hjemmelavet agurkesalat.

Skal der være rigtig pølsevognsstemning, så server dine hotdogs i papir og med en cocio til.

Ketchuppen kan du sagtens lave selv. Her får du en nem opskrift på hjemmelavet ketchup

Der er intet så dansk som hotdogs med det hele og smørrebrød fra Ida Davidsen. Her får du 20 suveræne opskrifter på smørrebrød fra smørrebrødsdronningen:

Læs mere om: