Desserter
Stjernebrød med nutella og peanuts
Det saftige og søde stjernebrød med nutella og peanuts er både dekorativt og velsmagende. Få opskriften her.
Søndag, 3. maj 2020 - 13:19 - af Camilla Biesbjerg Markussen og Timm Vladimir. Foto: Columbus Leth.
Tilberedelsestid: 45 min
Antal personer: 8
DET SKAL DU BRUGE:
60 g smør
2 dl sødmælk
25 g gær
1 æg
2 spsk. sukker
1 spsk. vaniljesukker
½ tsk. salt
425-450 g hvedemel
1 æg til pensling
NUTELLAFYLD:
100 g Nutella
75 g saltede peanuts
TIL SERVERING:
FLORMELIS
SÅDAN GØR DU:
- Smelt smørret. Tag gryden af varmen, og tilsæt mælk.
- Køl blandingen af, til den er lillefingervarm. Smuldr gæren i den lune blanding, og rør rundt, til den er opløst.
- Tilsæt æg, sukker, vaniljesukker og salt.
- Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt, til den er glat og smidig.
- Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 1 time.
Prøv også de lækreste brydeboller med kokos og citron
NUTELLAFYLD:
- Vej 100 g Nutella af i en skål.
- Hak peanuts fint.
- Hæld dejen ud på et let meldrysset bord, og del den i 4 lige store stykker.
- Form dejstykkerne til runde boller, og rul dem ud med en kagerulle til 4 flade dejcirkler, Ø ca. 23 cm.
- Læg 1 af dejcirklerne på en bageplade med bagepapir, og smør den med Nutella i et tyndt og jævnt lag.
- Drys med ⅓ af de hakkede peanuts. Læg en ny dejcirkel ovenpå, smør igen med Nutella, og drys med peanuts.
- Fortsæt på samme måde med næste dejcirkel, og slut af med en dejcirkel på toppen.
- Skær dejen til, så kagen bliver helt rund – læg evt. en stor tallerken eller bunden af en springform ovenpå, og brug den som skabelon.
- Placér et glas (Ø ca. 7 cm) med bunden opad præcis på midten af kagen. Skær med en skarp kniv 4 snit fra glasset og ud til kanten – 2 vandrette og 2 lodrette – så dejen bliver inddelt i 4 lige store felter.
- Del hvert felt i 4 snitter med kniven, så der nu er 16 snitter i alt hele vejen rundt.
- Løft 2 snitter ad gangen, og vrid dem 1½ gang væk fra hinanden (i modsat retning). Pres enderne på de 2 snitter sammen, så dejen hæfter godt sammen i spidsen.
- Fortsæt på samme måde med resten af snitterne, så stjernen får i alt 8 takker.
- Lad stjernen hvile tildækket på pladen i 30-45 minutter.
- Tænd ovnen på 190°.
- Pensl stjernen med sammenpisket æg, og bag den i 15-20 minutter, til den er gylden og gennembagt.
- Afkøl på en rist, og sigt lidt flormelis over inden servering.
Find opskriften på hjemmelavet chokoladeroulade her