Pavlova med hyldeblomstcreme og friske bær
Desserter

Pavlova med hyldeblomstcreme og friske bær

Jordbær, hindbær, blåbær, brombær og hyldebær tilfører dine desserter smagen af sommer − og så er de en fryd for øjet. Og denne pavlova er ingen undtagelse. Her får du opskriften på pavlova med hyldeblomstcreme og friske bær

Forberedelsestid: 20 min
Tilberedelsestid: 1 t og 30 min
Tid i alt: 1 t og 50 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

6 pasteuriserede æggehvider
1 spsk. citronsaft
300 g sukker

FYLD

1 vaniljestang
2 dl hyldeblomstsaft
100 g sukker
2½ dl piskefløde
3 dl græsk yoghurt
Ca. 1 spsk. flormelis

PYNT

Blandede friske bær – så mange du synes
100 g hakket mørk chokolade
30 g hakkede usaltede pistacienødder

Opskrift - sådan laver du pavlova med hyldeblomstcreme og friske bær

 

1. Varm ovnen op til 140°.
 
2. Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Tilsæt citronsaft og pisk lidt mere. Fordel massen på en bageplade beklædt med bagepapir i en cirkel på 22 cm i diameter. Bag den midt i ovnen i 1½ time. Kanten skal være sprød og tør. Sluk for ovnen og lad marengsen stå, til den er afkølet. 
 
3. Skrab kornene ud af vaniljestangen. Kog hyldeblomstsaften med sukker, vaniljekorn og -bælg til en tyk sirup. Lad den køle helt af.  
 
4. Pisk fløden til skum, vend det med græsk yoghurt og smag til med flormelis. Fordel cremen oven på kagen og dryp med hyldeblomstsirup. Fordel hakket chokolade, nødder og bær ovenpå og servér.