Desserter

Karamelliserede æble-kokos-snegle

Vi har givet den klassiske kanelsnegl et tvist, og det bliver de bestemt ikke dårligere af. Her får du opskriften på lækre hjemmelavede karamelliserede æble-kokos-snegle.

Forberedelsestid: 25 min
Antal personer: 12

GÆRDEJ

25 g gær
2 dl mælk
1 tsk. salt
1 spsk. sukker
1 æg
75 g smør
Ca. 450 g hvedemel

FYLD

1 stort æble
2 spsk. smør
½ dl ahornsirup
125 g smør
125 g brun farin
40 g kokosmel

KARAMELGLASERING

2 spsk. smør
75 g brun farin
½ dl ahornsirup
½ dl piskefløde
40 g mandelsplitter
 

Opskrift - sådan laver du karamelliserede æble-kokos-snegle

 
1. Rør gæren ud i lun mælk. Tilsæt salt, sukker og æg og rør det godt sammen. Smuldr smørret i halvdelen af melet og rør det i gærblandingen. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen og ælt dejen rigtig grundigt igennem, til den er blød og smidig. Brug evt. en røremaskine. Lad dejen hvile tildækket i 45 min. 
 
2. Skær æblet i små tern og steg dem i smør ved lav varme i 2-3 min. Kom sirup ved og kog ind, til væden er fordampet. 
 
3. Rør smør og farin sammen til en remonce.
 
4. Slå dejen ned og rul den ud til en stor firkant, ca. 40 x 40 cm. Smør dejen med en remonce af smør og farin, drys med stegte æbler og kokosmel. Rul dejen sammen til en roulade og skær den ud til 12 snegle. Læg dem i en smurt bradepande og lad dem hæve til dobbelt størrelse, ca. 30 min. Bag dem ca. 20 min. ved 200°. 
 
5. Lav imens glaseringen: Bring smør, farin, sirup og fløde i kog og lad det koge, til konsistensen er jævn, og farinen smeltet. Hæld det hen over kagen, drys med mandelsplitter og bag kagen endnu 15-20 min. 
 
6. Afkøl 10 min. inden servering og nyd sneglene friskbagte og lune. De kan også fryses ned og lunes inden servering.
 
 
Læs mere om: