Æblekage på italiensk Sandra Pugliese
Desserter

Æblekage på italiensk

Æblekage er altid et hit, og denne - som er fra Sandra Puglieses kogebog "Nødder" - er tilmed god for dig, da den er bagt med et sundere fedtstof og baseret på mandel- eller nøddemel. Den bliver din nye favorit!

Æblekage er ikke bare æblekage - denne er bagt på mandel- eller nøddemel og med kokosolie i stedet for smør. Det gør den ikke nødvendigvis sund, men i hvert fald lidt bedre for dig. Opskriften er udviklet af Sandra Pugliese og udgivet i hendes kogebog "Nødder", der er udkommet på forlaget Muusmann'gastro.

Tid: 45 min.

8-10 pers.

Det skal du bruge:

3 store æg

150 g honning (el. ahornsirup eller kokossirup)

2 små æbler

1 stor usprøjtet citron

275 g mandelmel (el. hasselnøddemel

eller ¾ nøddemel og ¼ hvedemel)

1 dl nøddemælk

60 g ekstra jomfrukokosolie, alternativt smeltet smør

2 store tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljepulver

½ tsk. fint himalayasalt

Du bliver nødt til at prøve denne æblekage, der bliver serveret med karamelsauce - uhm!

Sådan gør du:

Pisk æg og honning helt lyst gerne på en køkkenmaskine, alternativt med en håndmikser.

Mens maskinen pisker, skyl da æblerne, skær dem i kvarter, fjern kernehusket og skær dem i tynde skive på langs.

Fintriv citronskallen og sæt den til side, halvér citronen og bland lidt af saften i æblerne, så de ikke bliver brune.

Vend forsigtigt mandelmel, nøddemælk, olie, bagepuver, vaniljepulver og citronskal i æggemassen og hæld den i en smurt form på 24-26 cm i diameter.

Fordel æbleskiverne i dejen, tryk dem lidt ned, så det meste af skiverne er dækket af dej, og bag kagen i en forvarmet ovn ved 160° varmluft i ca. 30-35 min.

Få styr på de sunde nødder med Søndags guide:

SØNDAGs guide til nødderne