Lone og Tina strikker - Tina er demensven
Selvudvikling

Tina hjælper sin demensramte veninde

25. juli 2016
Af Sofie Nymand
foto: Hanne Loop
Når man først har fået demens, bliver man ikke rask igen. Men selv om der ikke er nogen helbredende behandling, kan man gøre dagligdagen nemmere for de demensramte og deres pårørende at komme igennem. Mød Tina Aabo, der hjælper sin veninde, der lever med demens.

Lone arbejdede som sygeplejerske på Rigshospitalet. Hun elskede sit job, sine kolleger og fritiden brugte hun på håndarbejde – noget hun har nydt altid. Men en dag oplevede hun, at noget ikke var som det skulle være. Det var svært at sætte på fingeren på, hvad det var. Hun følte sig stresset, og hun manglede den energi, som skulle holde hende i gang. Så hun gik ned i tid, skiftede til en anden afdeling, som var mindre travl, og hun fik færre nattevagter. Men lige lidt hjalp det. Det føltes ikke rigtigt.
– Det er svært at pege, hvad det var helt konkret. Det var som om, at der hele tiden var en ukendt joker, der bremsede mig i min hverdag.
Mød tre kvinder, der gør noget godt for andre

Jeg blev forskrækket

Lones veninde Tina Aabo var enig i, at Lone havde forandret sig markant – og Tina var ikke sikker på, at det var stress, som man antog. Veninderne havde genoptaget venskabet efter en periode på to år, hvor de ikke havde set hinanden, og da de genså hinanden, havde Tina svært ved at genkende sin veninde, som hun havde kendt siden teenageårene.
– Lone har altid været den kvikkeste. Og det har været hende, jeg altid er kommet til for hjælp. Men da vi så skulle ses igen, så blev jeg helt forskrækket. For Lone plejede at tænke rigtig hurtigt, men det gjorde hun slet ikke. Og derefter insisterede jeg på, at der var noget galt.
Læs om hvorfor medfølelse ikke er nok for Cecilie Beck

Et nyt venindeskab

Lone fik diagnosen Alzheimers. Og med det samme trådte Tina til for at hjælpe veninden med at håndtere den frygtelige sygdom, der har påvirket Lones korttids hukommelse. Lone selv påpeger, at det er navnlig tal og det at finde rundt, hun har besvær med, og så er det dejligt, at kalenderen og Tina kan hjælpe med at udfylde nogle af hendes hukommelses funktioner.
- Efter Lone er blevet syg, ses vi på en anden måde – der er både venindeskabet, og så er der behovet for hjælp. For at Lones mand ikke skal sidde med det hele selv, har han udliciteret nogle opgaver til mig. Så jeg hjælper bl.a. med at undersøge muligheden for plejetilbud og andre praktiske ting, der gør, at man er på forkant.

Demensven

Tina har meldt sig som Demensven, som er er tiltag fra Alzheimersforeningen, hvor man sætter fokus på at række hånden ud og hjælpe personen med demens. På den måde kan Tina hjælpe Lone med sin sygdom bedst muligt og kan nemt hente vejledning hos professionelle.
– Der åbnede sig en verden, som jeg heldigvis ikke har skulle forholde mig til før. Men når man oplever de problematikker, som ens veninde går med, så kan man ikke lade være med at føle et behov for at vide mere og deltage i det. Samtidig kan jeg jo komme til at træde forkert og være i tvivl om, hvornår jeg skal gøre det ene og det andet. Så ved at blive Demensven og vide, hvem jeg skal søge vejledning og råd hos, så kan jeg hjælpe Lone bedst muligt.

Læs også