Når et venskab går i stykker

Jeg savner det venskab endnu

De gamle e-mails ligger stadig på Louise Dybdal Larsens computer. Lange skriv om store og små detaljer fra hverdagen og livet, som hun og veninden næsten dagligt sendte til hinanden, når de var adskilt. Der var ikke den oplevelse, følelse eller tanke, de ikke kunne dele.

– Vi havde et meget nært forhold og kendte hinanden ud og ind. Mens vi begge stadig boede i København, var vi sammen næsten hver dag eller talte sammen flere gange i løbet af dagen, fortæller 40-årige Louise.

De to kvinder havde kendt hinanden siden folkeskolen.

I 2004 mødte Louise sin mand Dan. Veninden var ikke ubetinget begejstret for Louises valg af kæreste. Hun kendte Dan perifert og var overbevist om, at han var dårligt selskab.

– Hun advarede mig imod ham og sagde, at ham skulle jeg holde mig fra. Men jeg begyndte at se ham alligevel. Det accepterede hun, og vi kunne sagtens være sammen alle tre og hygge os, selv om han til at begynde med ikke lige var hendes kop te.

På trods af venindens dårlige fornemmelser viste Dan og Louise sig at være et rigtig godt match. Efter at have kendt hinanden i et år flyttede de til Vejen, købte en gård og blev gift. Også veninden endte med at flytte væk fra København med sin kæreste. Og afstanden mellem de to bedste venner blev stor.

Læs om venskab uden aldersgrænse

På billedet ses Louise.

En spand koldt vand

Da Louise kontaktede sin bedste veninde for at aftale en ny dato, hvor de kunne ses, fik hun, som hun selv udtrykker det, en spand koldt vand i hovedet.

– Hun sagde simpelthen, at hun ikke ville se mig mere. Hun syntes, jeg var for egoistisk, og at alting handlede om mig og mit liv.

Tilbage sad Louise måbende med røret i hånden. Chokeret, såret og fuldkommen forvirret. I hendes verden var veninderne der altid for hinanden. Opmærksomheden, støtten, den faste skulder at græde ud ved gik i rigt mål begge veje.

Efterfølgende forsøgte Louise en enkelt gang at få hul igennem til veninden igen og få svar på sine mange ubesvarede spørgsmål. Men hun fik blot samme besked. Og siden da har hun ladet det ligge.

Jeg var nødt til at trække mig

Det er snart 30 år siden, Inge og hendes daværende veninde fandt sammen på deres fritidsjob. I dag er Inge 47 år og husker med glæde tilbage på studietiden, hvor veninderne mødtes til brunch og kunne dele alt over en kop kaffe.

Men nu er det ved at være et par år siden, de sidst har set hinanden.

– Vores venskab er ebbet ud. Det har været en hård proces, for hun har betydet utrolig meget for mig, indleder Inge.

-På det tidspunkt, hvor jeg var nødt til at sige stop, handlede det udelukkende om, at jeg måtte passe på mig selv. Det blev på ingen måde gjort, fordi jeg var vred eller ikke brød mig om den, hun grundlæggende er. For det gør jeg. Vores liv udviklede sig bare meget forskelligt, forklarer Inge og uddyber sin version af fortællingen om et venskab, der blev slidt i stykker.

Tabuer i venskabet

Op gennem 00’erne fik Inge mand og børn. Ligesom de fleste andre i venindernes fælles bekendtskabskreds. Lige med undtagelse af veninden selv.

– Jeg kan huske, at vi talte meget om, at nu måtte det snart være hendes tur. Vi var alle sammen opmuntrende og optimistiske på hendes vegne. For det var en stor drøm for hende, det her med kernefamilien.

Men som årene gik, stod det efterhånden klart, at skæbnen ikke ville det sådan for veninden. Og skuffelsen fyldte meget for hende, husker Inge.

– Vi brugte rigtig meget tid på at tale om de ting, der var svære for hende. Samtidig opstod der også nogle tabuer mellem os. Jeg følte ikke, jeg kunne tale om mit liv. Jeg kunne mærke på hende, at det sårede hende at høre om min familie og mine børn. Og så er der jo ikke rigtig noget ligeværdigt venskab, fordi samværet og samtalerne mest eksisterer på den andens præmisser.

Alligevel holdt Inge fast. I lang tid var hun der for veninden. For hun forstod udmærket hendes smerte.

Må passe på mig selv

Set i bakspejlet føler Inge, at hun måske ventede for længe med at trække sig.

– Jeg kunne mærke, at jeg i alt for høj grad tog hendes problemer på mig og bekymrede mig meget for hende hele tiden. Samtidig følte jeg, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne. Men lige meget, hvor meget jeg lyttede, og hvor meget jeg talte med hende og støttede hende, hjalp det ikke.

Derfor valgte Inge at trække sig. Og når der tikkede lange e-mails ind, svarede hun kun ganske kort.

– Det var os begge, der ret hurtigt holdt helt op med at kontakte hinanden. Jeg tror måske også, at hun har haft et behov for ikke at skulle forholde sig til mit liv, siger Inge.

På billedet ses Inge.

Hold ikke fast på enhver pris

Camilla Carlsen Bechsgaard er psykolog og særligt interesseret i venskaber og relationer mellem mennesker. I sin tidligere private praksis har hun ofte oplevet, hvor stor indflydelse venskaber kan have på vores liv. Både når de fungerer, og når de mangler eller går i stykker.

– En veninderelation kan gøre noget, som ingen andre af vores relationer kan. Veninden kan være den røde tråd i vores liv, som er der, uanset hvad vores liv ellers bringer af job, kærester og helbredsmæssige udfordringer. Hun er en uafhængig tilskuer, et livsvidne, der kan lytte og støtte, forklarer psykologen.

Venskaber er altså helt afgørende for vores tryghed og velbefindende. De er med til at forme os, de inspirerer os og giver os af og til det kærlige skub, vi har behov for. Veninden kommer ofte tættere på os end nogen anden. Derfor skal man heller ikke negligere den betydning, det kan have, når venskabet går i stykker.

– Det kan være decideret traumatiserende at blive afvist af en veninde. Med alderen er vi måske knapt så sårbare og har flere trygge baser at opsøge, men det kan stadig føles, som om vores identitet rystes.

På billedet ses Camilla.