Nikolines brevkasse: Skal man lade børn leve vegansk? illustration af en pige der spiser en gulerod og en dreng der tilbyder hende et stykke pizza.
Annas brevkasse

Nikolines brevkasse: Hendes datter må ingenting

15. juni 2017
Tekst og illustration af Nikoline Werdelin.
Skal man gribe ind, når ens veninde opfostrer sin lille datter vegansk med forbud mod sukker og gluten, og hun ikke tager på i vægt? I Nikolines brevkasse i denne uge, skriver en læser ind om netop dette dilemma. Læs Nikolines svar til hende her...

Hej Nikoline

En god veninde og jeg har begge fået børn sent i livet, og det har givet os et ekstra fællesskab. Vi har været på en del små og store udflugter sammen, og min søn og hendes datter er gode venner. Problemet er, at min veninde er veganer og går utrolig meget op i kost og miljø. Det er da bestemt vigtigt, og jeg køber også økologisk i et vist omfang, men jeg synes, at min venindes holdninger nærmer sig fanatisme. Hendes datter lever også vegansk, og der er tusind andre restriktioner på hendes mad – for eksempel er både sukker og gluten bandlyst.

Hvis vi er på tur sammen, sidder pigen og sender lange blikke til vores mere traditionelle madkurv. Hun har heller ingen computer eller iPad, og det kan godt få min søn til at mene, at et besøg hos dem er lidt kedeligt. Børnene er 7 år.

Han tager ikke skade af at undvære iPad en eftermiddag, men til gengæld er jeg bekymret for min venindes datter. Hun er lille af vækst, og hun tager ikke på, som hun skal. Jeg mener ikke, at man skal lade børn leve vegansk. Samtidig finder jeg det betænkeligt, at hun holder pigen væk fra teknologien, for hun er nødt til at kende til den.

Men det er følsomt at kritisere andres børneopdragelse, og jeg ved ikke, om jeg tør sige noget til min veninde. Hvordan ville du tackle det?

Kærlig hilsen, Antons mor

Læs også Nikolines brevkasse: Mor kræver min kærlighed

Kære Antons mor

Desværre er jeg nok så intolerant, at jeg ikke ville kunne pleje et nært venskab med en kvinde, der var så fanatisk omkring mad og elektronik på sit barns vegne. Jeg opfatter det – i den form du beskriver det her – som en sekterisk neurose, narcissisme og en slags anoreksi. Det er ikke tilfældigt, at anoreksi behandles på psykiatrisk afdeling.

Mine tanker går til barnet. Hvis du virkelig har mistanke om, at barnet er fejlernæret, er det jo en sag for myndighederne. Jeg tror ikke, det er problematisk for børn at vokse op uden kød – men der skal virkelig meget glad appetit og viden om kost til at sikre sig, at et lille barn får, hvad det skal bruge for at vokse og udvikle sig med de begrænsninger, du lister op. Og jeg forestiller mig, det må have store sociale konsekvenser – hvilke børnearrangementer kan pigen ubekymret og fornøjet deltage i – må hun overhovedet besøge andre børn?

Jeg ville nok spørge sådan en veninde ligeud, hvad alt dette handler om. Er hun helt uden for pædagogisk rækkevidde, ville jeg henvende mig til hendes læge og til barnets institution i al hemmelighed, og bede dem holde øje med om det stakkels barn er i forsvarlige hænder.

Mange hilsener, Nikoline

Læs også