Nikoline Werdelin: Tegning af en kvinde der står mellem sin mand og veninde
Annas brevkasse

Læserbrev til Nikoline Werdelin: Min mand kan ikke lide min veninde

13. juli 2017
Tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Hvad gør man, når to mennesker man holder meget af ikke kan lide hinanden? Vores læser føler sig klemt mellem sin mand og sin gode veninde, men bør hun vælge side? Dette dilemma svarer Nikoline Werdelin her.

Brev til Nikoline Werdelin

Kære Nikoline

Jeg er havnet i en dum situation, hvor jeg føler, at jeg skal vælge mellem min mand og min veninde. Vi har alle tre kendt hinanden i årevis – hun er min barndomsveninde – og i begyndelsen var de gode venner. Hun er altid kommet meget i vores hjem, ikke mindst da hun i en lang periode var single. Nu er hun og min mand imidlertid blevet uvenner, og han vil ikke længere have, at hun bliver inviteret med til familiesammenkomsterne, hvor hun tidligere var en selvskreven gæst. Det er ikke sådan, at han forbyder mig at se hende, han vil bare ikke selv være i stue med hende. Jeg er ked af deres stridigheder, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt til min veninde, at hun ikke længere er velkommen i vores hjem. Jeg ved, at hun vil blive såret. Omvendt kan jeg jo ikke tvinge min mand til at omgås hende. Hvad skal jeg gøre?

Mange hilsner, ”Den klemte”

Læserbrev til Nikoline Werdelin: Misundelig på veninderne

Kære ”Den klemte”

Du må bede din mand og din veninde opføre sig som voksne mennesker og få ryddet op i den konflikt. Det lyder noget stejlt af din mand, at din veninde ikke kan komme med til det samvær, hun plejer – de to kan jo foreløbig sætte sig i hver sin ende af stuen/haven/bordet.

Jeg ville se på sagen med en let overbærende mine og lidt tålmodighed. Som om det var børn, der var blevet uvenner. Når jeg hører om nogen, der er blevet så uvenner, at de ikke kan være i stue sammen, tænker jeg på relationer, hvor der virkelig er noget på spil. Nogen, man er i nær familie med, har været gift med, har været allerbedste venner med eller har arbejdet tæt sammen med.

Men at blive så uvenner med sin kones veninde eller med sin venindes mand? Er det ikke værd at sætte sig ned og se, hvorfor det stikker så dybt? Jeg synes, I alle tre skal sætte jer ned og rede trådene ud, før I træffer drastiske beslutninger.

Hvis det drejer sig om politik, så bed de to huske på, at de ikke behøver være enige, og at de skal lade være med at tale om det. Politik kan være en psykologisk krudttønde, så det er klogest ikke at lege med ild.

Mange hilsener, Nikoline

Læserbrev til Nikoline Werdelin: Kollegaen er en plage

Læs også